DF er som etforkælet barn

Et forkælet barn, der ikke har fået de ønskede julegaver. Sådan virker det lidt, når Dansk Folkepartis Peter Skaarup nu opfordrer regeringen til at bryde Storebæltsforliget og indføre lavere brotakster over Storebælt sammen med DF.

Det er en helt igennem urimelig opfordring, og den lægger gift ud for det fremtidige samarbejde i Folketinget, hvis Dansk Folkeparti vil have ophævet alle de forlig, de ikke er tilfredse med. Tænk hvis langsigtede forlig om folkeskolen, forsvaret, politiet og meget andet blev ophævet hver gang en ny regering trådte til! Det ville være til stor skade for befolkningen og Folkestyret. Kristendemokraterne er sammen med S, K og V med i forliget om Storebælt, som blev indgået i 1987, og vi har tilladt os at slå koldt vand i blodet og bede om grundige beregninger og oversigter på følgerne af billigere brotakster. Det passer tydeligvis ikke Dansk Folkeparti, men vi har nemlig endnu ikke mødt et eneste fornuftigt argument for at sætte prisen ned. Økonomien er god og flere kører over Storebælt end beregnet, siger S og VK. Men selv med regeringens forslag bliver tilbagebetalingstiden forlænget med otte år. Og så er der altså også lige den afgørende detalje, at der stadig mangler et tocifret milliardbeløb i kassen, før Storebæltsforbindelsen er betalt tilbage. Er det så udtryk for god og ansvarlig økonomi at sætte prisen ned? Nej, selvfølgelig ikke. Dertil kommer alle de ubekendte konsekvenser af lavere brotakster vi ikke ved noget om. Hvad vil det betyde for yderområder som Nordjylland, Vestjylland, Lolland-Falster, ja selv Bornholm? Vil infrastrukturen tage skade? Hvad med den kollektive trafik og hvad med miljøet? Der er simpelthen så mange ukendte faktorer, vi er nødt til at se beregninger på, før vi kan tage stilling til om der er fornuft i at sætte brotaksterne ned. Et helt konkret eksempel på, hvad der står på spil, er havnen i Frederikshavn. Da Frederikshavn Kommune den 1. maj 2001 købte byens havn af staten, blev det aftalt, at handlen skal genforhandles, hvis godstaksterne over Storebælt nedsættes væsentligt inden udgangen af 2005. Lavere takster over Storebælt vil nemlig betyde negativ effekt for godsomsætningen over Frederikshavn havn. Et andet eksempel er, at det allerede i dag koster 490 kroner for en personbil med fire personer i højsæsonen at tage fra Frederikshavn til Læsø, mens en tilsvarende tur over Storebælt koster 250 kroner. Den forskel bliver endnu større, hvis det står til S, regeringen og DF, og det vil få negative følger for mobiliteten i samfund med mange øer som det danske. Derfor vil Kristendemokraterne ikke være med til at servere valgflæsk her i juletiden, hvor vi i forvejen nyder rigeligt af den gode julemad. Vi ser nu frem til mødet den 4. januar 2005, hvor trafikminister Flemming Hansen har indkaldt forligspartierne bag Storebælt-aftalen: V, K, S og KD. Det er den eneste rette fremgangsmåde for en diskussion om lavere brotakster på Storebælt og viser ministerens respekt for indgåede aftaler.