EMNER

DF håner soldater

FLAGDAG:Nu har Danmark mistet tre soldater mere i kampen for fred og frihed i verden. Imens forhindrer Dansk Folkeparti stadig en national flagdag for udsendte danske soldater. Søren Espersen (DF) holder fast i datoen 29. august som national flagdag. Jeg giver Søren Espersen ret i, at 29. august er en vigtig dato i dansk historie, men den er ikke relevant for udsendelsen af danske soldater. 29. august er årsdagen for den dag hvor Danmark stoppede samarbejdspolitikken med Nazityskland under besættelsen. Derimod er 31. august en bedre dato, da det er årsdagen for beslutningen om at sende den danske korvet ”Olfert Fischer” af sted til Golfkrigen og dermed starten på den danske aktivistiske udenrigspolitik. Når danske soldater tager af sted til områder som Kosovo, Afghanistan og Adenbugten, så ved de godt, at der en risiko for, at de ikke kommer hjem. Det vil derfor være en fornærmelse mod dem og de ofre, deres dræbte kollegaer har givet, hvis man lægger flagdagen for deres ære 29. august. 29. august leder tankerne hen på Anden Verdenskrig i stedet for de danske soldater og de ofre, de giver hver dag. Hvis den nationale flagdag derimod kommer til at ligge på 31. august, vil man tænke på de danske soldater og ære dem.