EMNER

DF - hold ord og tag ansvar

Her tænker jeg på det danske forsvar og i særdeleshed de folk, der er udsendt på missioner i Kosovo, Irak og Afghanistan.

På et offentligt møde i Nibe med deltagelse Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl spurgte jeg direkte Pia Kjærsgaard, om Dansk Folkeparti ville støtte forsvarsministeren og forsvarschefen i alle deres besynderlige dispositioner, der gjaldt for de udsendte soldater. Da jeg var vidende om, at de udsendte soldater blev brugt i helt andre situationer, situationer, de ikke var uddannet til, og ikke havde det nødvendige materiel til de pågældende opgaver. Pia Kjærsgaard svarede, at de naturligvis ikke bare sagde ja til udsendelserne, hvis ikke der var den nødvendige uddannelse og udrustning tilstede før og under udsendelsen. Nu ser man alt for tydeligt, at på trods af DF-lederens flotte løfter, løber hun fra dem og sender gang på gang vore soldater ud på missioner, hvor materiellet er håbløst forældet og utilstrækkeligt, samt den nødvendige uddannelse er ikke-eksisterende for store dele af vore udsendte soldater. Jeg har derved flere gange oplevet, at Pia Kjærsgaard er total ligeglade med vore danske soldater, men hendes udtalelser kan jo bruges i populistisk politik. Så føj for pokker, Pia Kjærsgaard du skulle skamme dig, når du ikke holder hvad du lover, men du har måske for travlt med at få fyret ministre? Derved tror du åbenbart, at du selv kan komme i betragtning som minister på et tidspunkt, men jeg håber ikke, man kan bruge en minister, der ikke er troværdig, DF kunne jo ikke selv bruge Lars Barfod!! Skulle det ske, at fire-banden i DF-toppen får ministerposter engang, kan jeg kun gentage Dronning Margrethes ord ”Gud bevare Danmark.”