Mediepolitik

DF i hårdt angreb på Brian Mikkelsen

Kulturministeren er 'ubehjælpsom', mener Dansk Folkeparti, der vil overlade TV 2-salget til finansministeren

KØBENHAVN:Dansk Folkeparti stoler ikke længere på, at Brian Mikkelsen er den rigtige mand til at håndtere salget af TV 2. - Dråben, der får bægeret til at flyde over, er Brian Mikkelsens ubehjælpsomme håndtering af den her sag, lyder den hårde dom fra partiets medieordfører Poul Nødgaard. Partiet har ifølge medieordføreren haft "lange og modne overvejelser", og Folketingsgruppen er i enighed nået frem, at tilliden til Brian Mikkelsen er væk. - Der er nogle grænser for, hvad Dansk Folkeparti vil finde sig i. Vi er regeringens parlamentariske grundlag, derfor kræver vi, at vi bliver holdt løbende og tæt orienteret om tingene, siger Poul Nødgaard. Regeringens støtteparti vil derfor ikke længere diskutere TV 2-salget med den ansvarlige minister og forlanger nu sagen lagt ind under Finansministeriet, hvis partiet fortsat skal medvirke til et salg. - Når nu Thor Pedersen kommer for bordenden sammen med hans stab af dygtige embedsfolk, så er jeg sikker på, at der findes en eller anden løsning, så den her sag bliver sat på plads, siger Poul Nødgaard. Dybe frustrationer Han lægger ikke skjul på, at han er dybt frustreret over Brian Mikkelsen. - Han er sikkert god på nogle andre områder, men den her sag har han bestemt ikke håndteret professionelt. Dertil kommer vores bitterhed over, at ministeren efter den store EU-sag sagde til mig, at "så kører toget hen mod privatiseringen, nu kan du være rolig". Så kom de her to nye klagesager for mange, mange måneder siden, og jeg spurgte Brian Mikkelsen: "Hvad nu?" og han svarede, at det skulle jeg "overhovedet ikke tage mig af, der er ingen problemer", fortæller Poul Nødgaard. Selvom Dansk Folkeparti er stærkt utilfredse med Brian Mikkkelsen, så forlanger de ikke umiddelbart ministeren sparket af taburetten. Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl truer dog med "uoverskuelige konsekvenser", hvis statsministeren ikke føjer støttepartiet. Brian Mikkelsen er påvirket af kritikken, men afviser, at han på nogen måde kunne have handlet anderledes. - De har fået en ordentlig information hele vejen igennem, siger Brian Mikkelsen. - Det er klart, at man jo er ked af situationen, det er jeg sådan set også selv, men der er forskel på at være ærgerlig over resultatet og være det over processen, og der kunne vi ikke have gjort tingene på nogen som helst anden måde med så krystalklare råd fra vores rådgivere.