DF kan true aftale om kommuneøkonomi

KØBENHAVN:Regeringen kan ikke være sikker på, at Folketinget godkender den aftale om kommunernes økonomi næste år, som finansministeren mandag indgik med Kommunernes Landsforening (KL). Dansk Folkeparti har endnu ikke taget stilling til, om partiet vil lægge stemmer til aftalen. Det frygter, at kommunerne med aftalen har fået så frit spil, at den halve mia. kr., som Folketinget vil bruge på ældreområdet, vil blive brugt andre steder. - På det her tidspunkt vil jeg ikke udelukke noget som helst. Vi skal stemme for en aftale, vi synes er fornuftig, og som vil indebære forbedringer til næste år. Og specielt i forhold til de ældre er det vigtigt for os, at der er forbedringer, siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Partiet er ikke kun kritisk over for aftalen, og Thulesen Dahl kan heller ikke nu sige, om DF vender tommelfingeren op eller ned. - Det er paradoksalt, at vi alle er enige om, at der skal bruges flere penge på ældreområdet. Men i slutfasen er det afgørende for KL, at de selv vil råde over de penge, vi helt specifikt afsætter til ældreområdet. Kommunerne vil altså have frihed til at bruge pengene andet end ældreområdet. Han frygter, at aftalen kan komme til at betyde, at kommunerne bruger færre penge på ældreområdet, og at der derfor vil være sund fornuft i at øremærke dem til de ældre. Socialdemokratiet har meldt ud, at partiet ikke vil støtte aftalen, som Folketingets Finansudvalg behandler 22. juni. /ritzau/