DF kræver en bedre forklaring om garanti

KØBENHAVN:Mødedatoen er endnu ikke fastsat. Men mødet, hvor sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal forklare Birthe Skaarup om den danske behandlingsgaranti, er langt fra aflyst. - Vi skal stadig have et møde, siger Birthe Skaarup. Efter et åbent samråd i torsdags, hvor sundhedsministeren skabte tvivl om, hvorvidt behandlingsgarantien nu også er en garanti, krævede Birthe Skaarup en god forklaring fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. At ministeren i mandags på endnu et samråd fortalte, at regeringen værner om garantien, har ikke beroliget Dansk Folkeparti. - Jeg er glad for det, han sagde. Han fortalte det mere klart, siger Birthe Skaarup. - Men samrådet i torsdags rejste tvivl om nogle ting. Der blev rodet godt rundt i mål, strategier og garantier, siger hun. Hun understreger, at behandlingsgarantien også er en af grundene til, at hun sammen med Venstre og Konservative har bedt om en forespørgselsdebat om sagen. Her kan alle partierne deltage med spørgsmål til ministeren. Birthe Skaarup mener dog, at det skal være med et fremadrettet perspektiv. Hun synes, at redegørelsen fra Sundhedsstyrelsen har placeret ansvaret i sagen. Den holdning deler Socialdemokraternes Sundhedsordfører Lone Møller ikke. Hun hilser dog forespørgselsdebatten velkommen. Lone Møller har selv krævet ministeren i samråd for at svare på tre spørgsmål, hvoraf behandlingsgarantien er et af dem. - Vi skal have det hele afdækket, siger hun.