Overenskomster

DF: Loft over løn til bankchefer

KØBENHAVN:Nu skal der lægges låg på bankdirektørernes lønninger. Sådan lyder kravet fra Dansk Folkeparti, hvis partiet skal støtte den store bankpakke, som regeringen vil gennemføre efter jul. Partiets gruppeformand Kristian Thulesen Dahl siger, at skatteydernes penge ikke må gå i de forkerte lommer. - Det ser ud til, at et af de problemer, der klart har været i banksektoren, er, at optionsprogrammer for bankdirektører har gjort, at man har taget større risici, end man normalt ville gøre for at få nogle vækstrater, der også gav godt i ens egen lomme, siger Kristian Thulesen Dahl til Politisk Debat på P1. - Det har virket usundt, konkluderer han. Kristian Thulesen Dahl mener, at hvis staten skal hjælpe bankerne med store milliardbeløb, bør der være nogle betingelser for, hvad disse mange penge skal bruges til. Betingelser, som for eksempel handler om lønniveauet i bankerne. - Det skal skrues sammen på den rigtige måde, understreger han. For selvfølgelig er det svært for os at gå ind og styre, hvad en bankdirektør må få i løn, og det er måske heller ikke det, der er det vigtigste. - Det vigtigste er, hvordan den samlede løn er sammensat af forskellige dele, fortsætter Kristian Thulesen Dahl. Det er klart, at hvis en stor del af den løn, man får, er baseret på optionsprogrammer og bonusordninger, der gør, at det kan betale sig for bankdirektører at tage nogle særlige risici for at få en kortsigtet gevinst, så vil det ofte være en gevinst, som bringer banken ud i nogle store risici. - Hvis det så bagefter skal fejes op af samfundet, er der ingen sammenhæng mellem den løn, en bankdirektør får, og den risiko, man påtager sig - og det dur simpelt hen ikke, lyder der fra DF's gruppeformand. Politisk Debat sendes på P1 klokken 17.10 lørdag eftermiddag.