DF må væk fra magten

Denne sommerferies dårligste joke må uden tvivl være Pia Kjærsgaards "kulturminister-joke", der for de få heldige uvidende lyder: "Jeg ville være en god kulturminister."

Når jeg hører disse ord i denne rækkefølge komme ud af den dames mund, ja, så ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde; eller bare græde af grin. Men fordi jeg ikke gider spilde tårer på noget så tåbeligt, vælger jeg at grine, for Pia Kjærsgaards udtalelser var så ufrivillig komiske, at man ikke kan andet end at ryste på hovedet og lette lidt på smilebåndet. Lad mig tage et par eksempler: Hun har tilsyneladende ikke helt styr på måden, bibliotekspengene uddeles på. I alt fald vil hun helst være fri for at låne en bog af Klaus Rifbjerg på biblioteket, for så ”ryger der penge lige ned i hans lomme, og det er nok ikke det, jeg har allermest lyst til.” Men her udstiller hun sin uvidenhed, for hvis hun bare ville have taget sig tid til bare en smule dybsindighed, ville hun på Kulturministeriets hjemmeside kunne se, at bibliotekspenge ydes på baggrund af indkøbte antal bind og ikke antal udlån, så Pia Kjærsgaard kan roligt gå ned og låne "Den kroniske uskyld" - det giver ikke Klaus Rifbjerg en krone mere. Og hun lægger tilsyneladende ikke voldsomt vægt på armslængdeprincippet i kulturpolitikken, der kort betyder, at politikerne skal holde sig fra detailstyring af de økonomiske midler. Men nej, det er det, som Pia Kjærsgaard kan lide og forstå, der skal i fokus, for som hun selv siger: ”Jeg kan heller ikke se – selv om jeg har al mulig respekt for Bjørn Nørgaard – at hans parterede hest har noget med kunst at gøre. For det har det ikke. Punktum. Væk” og hun fortsætter i samme bane: ”Og spørger du mig, så burde man fra statens side rydde op i det der. Riv dem da ud af den forestillingsverden, der får dem til at tro, at de her ting skulle være kunst”. Ingen yderligere argumenter nødvendigt, for nu har mor talt. Men verden og kunsten er heldigvis ikke så enkel som Dansk Folkeparti gerne vil gøre den. For hvad er kunst egentlig og hvornår er det godt? Det findes der ikke et entydigt svar på. Jeg elsker for eksempel at læse Dan Turèll, Viggo Madsen, Johannes V. Jensen, Jørgen Leth, Pia Juul, Simon Fruelund, Per Højholt, og jeg kunne fortsætte. Ikke alt kunst er lige godt, men kvalitetsgraden skal vurderes ud fra kunstens præmisser. At afvise kunst, fordi kunsten eller kunstneren er venstreorienteret eller højreorienteret, er fejlagtig og uden sans for, hvad det egentlig drejer sig om. Samfundet i almindelighed og af den grund DF i særdeleshed, forlanger, at kunst har en værdi, der kan dokumenteres, men med god kunst kan værdien ikke altid gøres op. Værdien, altså den åndelige værdi, af et kunstværk er individuel, fordi vi ikke er en homogen masse, som DF gerne vil gøre os til, derfor vil der altid være nogen, der afvisende overfor noget men i mødekommende overfor noget andet, og sådan skal det være. Derfor kan lort på dåse, parterede heste eller Højholts roman ”Auricula” opfattes som kunst, endda god kunst, det er det efter min mening. Kunsten kan nemlig sætte tingene i et andet perspektiv, vende tingene på hovedet og fremstille ting vi kender, så de bliver uigenkendelige, så vi dermed netop kan se tingene endnu mere klart. Den gode kunst kan være provokerende, vække følelser; få dig til at græde eller grine eller tænke over tingene. Den kan gøre dig klogere og underholde dig. Den gode kunst kan virke meditativ eller oprivende. Eller sagt med digteren Viggo Madsens ord: ”Digtets betydning er, hvordan det føles i hele kroppen på modtageren, hvordan ordene falder på tungen, hvordan de smager.” Og det gælder alle kunstformer, vil jeg tilføje. Derfor skal man som modtager også være åben og nysgerrig, hvilket også i særlig grad gælder for en god kulturminister, der selvfølgelig, udover at være belæst og vidende om kunsten og kulturen, skal være åben for det fremmede og ukendte, skal være åben for det nye og udfordrerne, avantgarden. Den gode kulturminister skal være åben overfor Jeppe Aakjær, Mikkel Thykier, Kandis, Wilhelm Freddie, Line Knutzon og Morten Korch. Og åbenhed er jo ikke ligefrem noget, der er kendetegnende for Dansk Folkeparti. Så lad mig sige det rent ud og uden omsvøb: Dansk Folkeparti skal væk fra magtens centrum, de skal ikke i regering og slet ikke besidde kulturministerposten. DF vil for mig altid stå som et uhumsk, ja, lad mig bare sige ”ikke-stuerent parti”. Det kan godt være, at der er nogen, der vil mene, at et sådan udsagn er ødelæggende for debatten, men når det drejer sig om DF, foretrækker jeg til hver en tid at være destruktiv frem for konstruktiv. Og hvis det får dig til at kalde mig politisk korrekt, så er du hjertelig velkommen, men det vil i givent fald være forkert, desværre. For hvis der er noget i dagens Danmark, der opfattes som korrekt, så er det Dansk Folkeparti og de holdninger, som de er et symptom på, for dem, man tidligere kunne kalde de politiske korrekte, kulturradikalisterne, har i de senere år, hvor Dansk Folkeparti har ageret herre og regeringen hund, lidt nederlag, for, som Rifbjerg siger, er dumheden pludselig blevet mondæn og intolerancen salonfæhig. Værdier som barmhjertighed, medmenneskelighed og åbenhed opfattes derimod som tossegode, kvalmende og nedbrydende for vores samfund. Den politiske magt er præget af stagnation og populisme frem for fremdrift, idéer og visioner. Hovedparten er de politiske partiers holdninger er i dag vokset frem af frygt i stedet for mod, og det skyldes bl.a., at Dansk Folkeparti har fået lov til at blive en så stor magtfaktor, fordi stort set alle andre partier af frygt for at miste magten ikke for alvor på de altafgørende emner har turdet tage opgøret, hvilket har resulteret i, at de netop har mistet den. MARTIN GREGERSEN (f. 1988) er student anno 2007. Tidligere cafeteriamedarbejder. Politisk nørd, sportsinteresseret og generelt optaget af det samfund, der omgiver ham.