DF øjner en snarlig finanslov med regeringen

Fredag forhandler regeringen og Dansk Folkeparti videre om finansloven for 2019, og en afslutning nærmer sig.

Ritzau
Pressen er ved at møde ind til de måske afsluttende finanslovsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Politik 30. november 2018 13:47

KØBENHAVN: Dansk Folkeparti vil have en god mavefornemmelse, inden regeringens støtteparti lukker en finanslovsaftale for 2019.

Det siger DF's gruppeformand, Peter Skaarup, på vej ind til det måske afsluttende møde med finansminister Kristian Jensen (V) fredag.

- Vi tror, at der er noget, der duer nu, siger Skaarup.

De seneste dage har parterne forhandlet i mange timer for at blive enige om en finanslovsaftale.

DF ønsker især et paradigmeskift i udlændingepolitikken med større fokus på hjemsendelser frem for integration. Altså en mere aktiv hjemsendelsespolitik end i dag.

- Nu går vi ind og ser, om vi kan få det sidste med. Men vi har brugt meget tid de seneste dage, specielt på at se, om vi kunne få de rigtige indrømmelser fra regeringen. Og det ser meget bedre ud nu, siger Skaarup.

Et loft over familiesammenføringer for flygtninge er et ønske fra DF. Der skal hentes inspiration fra Tyskland.

I Tyskland blev der fra 1. august indført en regel om, at der maksimalt kan ske 1000 familiesammenføringer per måned til personer bosiddende i Tyskland.

- Vi håber, at det er afklaret efter det møde, vi skal have nu, siger Skaarup til spørgsmålet om, hvorvidt der også kommer et loft i Danmark.

Foruden udlændingeområdet fylder pensionister også en del i forhandlingerne. Pensionisterne skal have et større rådighedsbeløb, er målet.

DF kalder det blandt andet for uretfærdigt, at pensionisterne er med til at finansiere en stor del af satspuljen.

Den går til sociale formål som eksempelvis hjemløse og psykisk sårbare unge. Enhedslisten er det eneste parti, der står uden for aftalen om satspuljen.

DF ønsker et opgør med den praksis, der betyder, at folkepensionen og andre overførselsindkomster siden 1990 er steget i lavere takt end lønningerne.

De penge, der på den måde bliver tilovers, indgår i satspuljen. DF mener, at de formål, som puljen støtter, i stedet burde finansieres af alle. Altså også af lønmodtagere.

- Pensionisternes vilkår har vi haft meget fokus på. Det kender man os for, og det har vi også haft i disse forhandlinger, ligesom vi vil have det her paradigmeskift.

- Vi håber på, at de to områder er godt dækket ind, så vi har noget på bordet, som duer, siger Skaarup.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...