DF ønsker tilsyn med kommunale selskaber

Lokalpolitik 25. oktober 2008 06:00

AALBORG: Kommunalbestyrelsen skal have bedre muligheder for at følge med i, hvad der foregår i de kommunale aktieselskaber, og så skal reglerne for den type selskabers salg af grunde og bygninger ændres. Det siger folketingsmedlem Ib Poulsen (DF) på baggrund af det kommunalt ejede aktieselskab Aalborg Havns salg af Østre Havn til A. Enggaard A/S, uden at arealet havde været sendt i offentligt udbud. Spurgt minister Ib Poulsen havde spurgt velfærdsminister Karen Jespersen (V), om der føres tilsyn med selskaber, hvor kommuner er aktionærer. Karen Jespersen har nu svaret, at hverken Statsforvaltningen eller Velfærdsministeren skal føre et sådant tilsyn. Derimod har kommunalbestyrelsen pligt til at handle økonomisk ansvarligt, også som aktionær. Det betyder, at kommunalpolitikerne skal udøve et overordnet tilsyn med de selskaber, som kommunerne deltager i. Ydermere er kommunalbestyrelsen forpligtet til at udnytte eventuelle særlige adgange til at skaffe sig yderligere oplysninger, hvis den har grund til at frygte, at kommunens midler i selskabet er truet. Mere gennemsigtighed Men Ib Poulsen vil give kommunalbestyrelserne bedre muligheder for at følge med. - Der skal mere gennemsigtighed i de selskaber, hvor kommunerne er aktionærer. Det har åbenbart været svært for byrådet i Aalborg at få indsigt i Aalborg Havns salg af Østre Havn til A. Enggaard A/S. Vi skal sikre, at byrådene kan følge med i, hvad der foregår i deres aktieselskab, siger han. Desuden vil han stramme reglerne op for de kommunale aktieselskabers salg af grunde og bygninger. - Vi skal sikre, at de kommunale aktieselskaber, og dermed i den sidste ende borgerne, får den højeste pris. Derfor skal vi kræve, at disse selskabers salg af bygninger og grunde skal sendes i offentligt udbud, ligesom det sker, når kommunerne skal sælge, understreger Ib Poulsen, som nu vil søge opbakning til sit forslag i sin folketingsgruppe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...