DF og S: Ingen damebesøg til til Lundin og Madsen

Af hensyn til pårørendes retsfølelse foreslår DF og S at begrænse kvindebesøg til mænd med livstidsdomme

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

KØBENHAVN:Livstidsdømte bør ikke have besøg fra nye kvindelige bekendtskaber inde for fængslets mure.

Sådan lyder et forslag fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ifølge BT.

Forslaget kommer, efter at flere medier har beskrevet, hvordan livstidsdømte mænd som Peter Madsen og Peter Lundin får henvendelser og besøg fra kvinder.

- Vores kriminalforsorg skal ikke være en giftecentral for psykopater, siger DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, til avisen.

Han understreger dog, at de pågældende indsatte ikke skal afskæres helt fra besøg fra det modsatte køn. Ifølge forslaget må koner eller mødre gerne komme på besøg.

Trine Bramsen, der er retsordfører i Socialdemokratiet, mener, at det er en hån mod ofrenes efterladte, hvis mændene kan have et aktivt datingliv i fængslerne. Hun forklarer til BT, at det handler om retsfølelsen.

Hos Fængselsforbundet er man stærkt imod forslaget.

- Jeg mener ikke, det er en politisk opgave at agere smagsdommer i den sammenhæng. De er jo dømt, og nu er det vores opgave at få et menneske ud af det, hvis det er muligt, siger formand Kim Østerbye til BT.

Justitsministeriet oplyser til Ritzau, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ikke har mulighed for at kommentere forslaget.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, siger til BT, at han gerne vil nærlæse forslaget, inden han melder noget ud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.