Lokalpolitik

DF og Venstre i valgforbund

Partierne allierer sig for at undgå stemmespild

NY FREDERIKSHAVN: Venstre og Dansk Folkeparti har indgået valgforbund til valget 15. november. - Der er tale om et rent teknisk valgforbund uden bindinger med hensyn til konstitueringen efter valget. Vi gør det naturligvis for at undgå stemmespild, siger Bjarne Fjordbak, formand for Venstres kommuneorganisation. Venstre i Sæby havde ved valget for fire år siden valgforbund med Kristendemokraterne, mens Venstre i Frederikshavn var i forbund med Strandby Listen, som ikke opstiller denne gang. I Skagen havde Venstre ikke valgforbund med nogen. Dansk Folkeparti havde heller intet valgforbund i 2001. - Og det kostede givetvis et mandat, siger Steen Jørgensen, spidskandidat og formand for Dansk Folkeparti i Frederikshavn. Han understreger, som Venstre, at det er et rent teknisk samarbejde. - Vi har ikke lovet nogen noget på forhånd, men står fuldstændigt frit efter valget og vil sælge os så dyrt som muligt. Både Venstre og Dansk Folkeparti opstiller denne gang en fælles liste, der dækker alle tre kommuner i den nye storkommune. C og Kristendemokrater De konservative og Kristendemokraterne har ligeledes indgået valgforbund. - Den væsentligste grund er at undgå at stemmer går tabt, siger Villy Møller, de konservatives spidskandidat. - Vi er et borgerligt parti og har meget til fælles med Venstre, så nogen vil måske mene, at det var naturligt, hvis vi havde indgået valgforbund med Venstre, men størrelsesforskellen er så stor, at vi er bange for at drukne i valgkampen, hvis vi allierede os med Venstre, siger Villy Møller. SF og Enhedslisten, Borgerlisten Frederikshavn og Liste T samt Liste 2004 og de radikale har også indgået valgforbund. Socialdemokraterne har ikke indgået valgforbund med nogen. Fristen for at tilmelde valgforbund er den 24. oktober, mens sidste frist for indlevering af kandidatlister er på tirsdag 18. oktober. Valgplakater Fristerne skal overholdes. derimod er der mere elastik i fristerne for valgplakater. Forleden skrev vi ganske vist, at fredag var sidste frist for indlevering af valgplakater, men det var lovlig kategorisk. De plakater, som indleveres i næste uge, kommer også op at hænge, oplyser byrådssekretariatet i Frederikshavn.