DF om kasernelukninger: Det er en massakre

DF har forpligtet sig til at deltage i lukning af kaserner, men kalder forsvarschefens oplæg for en massakre.

DF om kasernelukninger: Det er en massakre

Forsvarschef Peter Bartram har indstillet fem kaserner til mulig lukning i forbindelse med besparelserne i forsvaret, og det får Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, til at kalde udspillet for en massakre:

- Det er barske sager, det her. Det er en massakre, som vi er rigtig kede af, men nu må vi prøve at se, hvad vi kan finde frem til, siger Marie Krarup til Ritzau.

Hun vil ikke tage stilling til, hvilke af de fem foreslåede kaserner, som kan komme på tale, men siger, at der er "mange" kaserner i Sønderjylland på listen med henvisning til, at både Sønderborg og Haderslev står på listen.

Ifølge TV2 News har forsvarschefen indstillet kasernerne i Sønderborg og Haderslev, Bülows Kaserne i Fredericia, Almegård på Bornholm samt enten Høvelte eller Vordingborg til lukning.

- Nu er forsvarschefen kommet med sin indstilling, og så skal vi tage politisk stilling til det. Det er klart, at vi ville helst have, at der ikke blev lukket noget, med mindre det gjorde forsvaret bedre. Vi vil ikke have, at der lukkes af sparehensyn, siger Marie Krarup.

Hun fastslår, at Dansk Folkeparti vil lægge vægt på, der både tages hensyn til det militærfaglige behov for at have store enheder, men også at forsvaret stadig har kaserner flere steder i landet af hensyn til rekrutteringen af nye soldater.

- Det skal være en gennemtænkt beslutning, for det er en meget stor omvæltning for et lokalsamfund at miste sin kaserne, siger Marie Krarup.

I forbindelse med afleveringen af indstillingen udtaler forsvarschef, general Peter Bartram til forsvarets hjemmeside:

- Jeg har nu afleveret min indstilling til Forsvarsministeriet, og den vil indgå i den videre politiske proces.

- Min indstilling medtager alene militærfaglige forhold. Jeg og mine medarbejdere må derfor forvente, at andre aspekter vil indgå i den endelige politiske beslutning, hvorfor resultatet kan blive anderledes end det indstillede, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.