Redningsvæsen

DF-oprør mod helikoptere

Regionspolitiker er uenig med partifæller på Christiansborg om flyvende akuthjælp

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Region Nordjylland har nu et samarbejde med forsvarets redningshelikoptere. Men aftalen huer ikke Dansk Folkepartis medlem af regionsrådets forretningsudvalg.Arkivfoto: Peter Mørk

NORDJYLLAND:Helikoptere kommer i fremtiden til at indgå i det danske redningsberedskab. I første omgang kommer der tre ambulancehelikoptere, og efter al sandsynlighed bliver en af dem placeret i Nordjylland. Beslutningen om at anskaffe helikoptere er en del af det finanslovsforlig, som Dansk Folkeparti er med i. Men det er ikke en aftale, som Dansk Folkepartis repræsentant i det nordjyske regionsråds forretningsudvalg, Kim Bennike, vil skrive under på. Han havde hellere set en udbygning af ordningen med lægeambulancer, og for ham er det uforståeligt, at partifæller på Christiansborg ikke har rådført sig med partiets repræsentanter i regionsrådene. Ekstra speget bliver situationen af, at et af Dansk Folkepartis nordjyske folketingsmedlemmer, Ib Poulsen, for lidt over tre år siden i forbindelse med valgkampen til regionsrådet sammen med Kim Bennike var med til at tale imod, at der blev lavet regionale løsninger med redningshelikoptere. Ved valget i november sidste år blev Ib Poulsen valgt til Folketinget, og han forlod derefter regionsrådet. Inden jul vil Ib Poulsen stemme for den finanslovsaftale, der betyder, at der kommer ambulancehelikoptere. Han siger, at tanken om i nogle situationer at lade helikoptere afløse ambulancer kommer fra Dansk Folkeparti. - Jeg må jo erkende, at mine partifæller på Christiansborg har en anden opfattelse, men jeg er da skuffet over, at de laver en sådan aftale med regeringen, uden at man har rådført sig med os, der sidder i regionsrådene, siger Kim Bennike. Han mener, at der ville være mere perspektiv i at udbygge ambulancesystemet bl.a. med øget brug af lægeambulancer. - Jeg tror, at vi får for lidt udbytte af helikopterne. Ofte er der situationer - f.eks. på grund af dårligt vejr - hvor de ikke kan benyttes. I stedet for synes jeg, at vi skulle have satset på at udbygge samarbejdet med forsvarets redningshelikoptere, siger Kim Bennike. Ib Poulsen står ved, at han op til regionsrådsvalget for tre år siden talte imod indførelse af redningshelikoptere i regionerne. - Det, man talte om for tre år siden, var redningshelikoptere ved de store sygehuse. Det var jeg imod. Men det, vi er inde på nu, er noget helt andet. I stedet for lægehelikoptere vil jeg hellere kalde det er en slags akuthelikoptere. De kan blive vigtige i forbindelse med, at akutberedskabet ved nogle sygehuse bliver nedlagt. Her bliver helikoptere vigtige for, at man kan nå frem til en tilskadekommen inden for 15 minutter. Man taler om en responstid, og det er afgørende fortsat at kunne holde den under 15 minutter, siger Ib Poulsen. Han siger, at den tidligere plan om redningshelikoptere gik ud på at placere dem ved de store sygehuse i København, Århus, Odense og Aalborg. Nu kan det, efter hans vurdering, blive andre dele af landet - hvor akutberedskabet bliver reduceret - der får gavn af helikopterne. - Men meget afhænger af, hvordan sygehusstrukturen med akutberedskaber bliver, siger Ib Poulsen.