DF ramt af ny sag om muligt misbrug
Dansk Folkeparti kritiseres for at have ført personlig valgkamp for skatteydernes penge for Morten Messerschmidt

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix ScanpixDanmark
DANMARK:Dansk Folkeparti beskyldes for at have brugt skatteydernes penge på yderligere en danmarksturné i strid med reglerne, skriver Jyllands-Posten.
EU-Parlamentet pålagde tidligere på ugen DF at tilbagebetale 120.700 kr., fordi partiets sommertogt med skonnerten ”Halmø” i 2013 ikke var berettiget til støtte fra parlamentet. Nu kritiseres DF for i strid med reglerne at have brugt midler fra Europa-Nævnet under Kulturstyrelsen til at føre personlig valgkamp for Morten Messerschmidt ved valget til EU-Parlamentet i 2014.
På en truck, som besøgte 17 byer, stod der med store bogstaver ”MORTEN” ledsaget af et endnu større foto af hans ansigt, mens budskabet ”Mere Danmark, mindre EU” stod med meget mindre bogstaver.
- Det er en rullende annonce for Morten Messerschmidt. Det er soleklart i strid med reglerne om, at pengene ikke må bruges til personlige annoncer og kampagner, siger Heidi Jønch-Carlsen, retoriker og adjunkt ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet.
Vurderingen deles af Frederik Preisler, direktør og partner i kommunikationsvirksomheden Mensch.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.