Forbrugerpolitik

DF’s parti-ledelse skyder kritik ned

KØBENHAVN:Dansk Folkepartis fødevareordfører, Christian H. Hansen, har langt hen ad vejen selv godkendt Dansk Folkepartis kurs i sagen om Fødevarestyrelsens omstridte kødkontrol. Sådan lyder den korte version af et svar fra Dansk Folkepartis ledelse efter beskyldninger fra den sygdomsramte fødevareordfører om, at partiledelsen har spillet dobbeltspil og været mere optaget at sikre regeringens liv end at sikre danskerne ordentlige fødevarer. - Jeg er naturligvis ærgerlig over den kritik, som Christian H. Hansen kommer med. Men jeg tager den mest som udtryk for en efterrationalisering, som han er ude i også omkring sin egen indsats, siger DF’s gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Christian H. Hansen, der som gruppesekretær selv er en del af ledelsen, mener, at Dansk Folkepartis kurs i sagen er endt i en gang “tågesnak”, som ikke løser nogen problemer. - Det er helt klart ikke forbrugerne, man har taget hensyn til. Hensynet har man taget til regeringen, siger Christian H. Hansen i et interview i Berlingske Tidende. Fødevareordføreren har siden påske været indlagt på sygehus med dårlig ryg, og han har fra sygesengen fulgt den seneste udvikling i sagen, blandt andet debatten i folketingssalen i sidste uge, hvor Dansk Folkeparti ikke støttede oppositionens mistillidsdagsorden mod Lars Barfoed, men i stedet samlede flertal for et forslag om at flytte fødevarerne fra forbrugerministeren til Fødevareministeriet. En opfordring, som statsministeren indtil videre har afvist at følge. - Det har tidligere været drøftet med regeringen, og der har vi fået meldinger om, at det ville regeringen ikke flytte. Det er bare et slag i bolledejen, siger Christian H. Hansen nu. Den vurdering er Kristian Thulesen Dahl uenig i. Han ser det som udtryk for en ny DF-kurs, at partiet har valgt at lave et flertal med oppositionen. - I stedet for at drøfte det med regeringen alene, vælger vi at lave et flertal uden om regeringen med en opfordring til at ændre på tingene. Det er nyt og en anderledes stil fra DF, end det man har set fra 2001. Vi tager os en friere rolle over for regeringen end tidligere, så de kan se, at vi mener det alvorligt, siger Kristian Thulesen Dahl. Christian H. Hansen kritiserer også det 10-punkts program, som Dansk Folkeparti aftalte med regeringen inden påske for at rette op på situationen i fødevarekontrollen. Men ifølge Kristian Thulesen Dahl tog han personligt fødevareordføreren i ed, før partiledelsen indgik aftalen med regeringen. - Hvis han havde sagt, at vi ikke skulle lave aftalen, var den ikke blevet lavet. Han kunne have blokeret for den, siger Kristian Thulesen Dahl. Christian H. Hansen siger i interviewet, at han selv ønskede, at partiet stillede et mistillidsvotum til Lars Barfoed. Han mener, at der i Dansk Folkepartis folketingsgruppe var flertal for at vælte ministeren. Ifølge Kristian Thulesen Dahl har folketingsgruppen i enighed bakket op om partiledelsens strategi om, at tiden ikke var moden til at konkludere noget med hensyn til ministerens ansvar for roderiet i fødevarekontrollen. - Det kan Christian H. Hansen ikke vide, fordi han er sygemeldt, men hvis han havde deltaget, ville han vide, at det var en enig gruppe, der lagde den strategi, siger Kristian Thulesen Dahl. Trods kritikken er Christian H. Hansen fortsat fødevareordfører, når han kommer tilbage efter sin sygdom. - Det er bestemt udgangspunktet. Men nu skal han have ro til at komme sig, så han kan genoptage sit politiske arbejde, siger Kristian Thulesen Dahl./ritzau/

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk