DF: S rykker sig mere og mere i udlændingepolitikken

Socialdemokratiet er med på de fleste af DF's udlændingestramninger. Det er positivt, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen (DF) er glad for, at Socialdemokratiet rykker sig mere og mere i DF's retning på udlændingepolitikken. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Martin Henriksen (DF) er glad for, at Socialdemokratiet rykker sig mere og mere i DF's retning på udlændingepolitikken. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet bevæger sig mere i DF's retning på udlændingepolitikken, og det er godt, mener udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

- Det er altid godt, når andre partier bakker op om dele af DF's politik. Men når det er sagt, skal vi også tage det med et gran salt.

- Socialdemokratiet har før meldt noget ud i pressen, og så har de efterfølgende haft lidt svært ved at bakke det op inde på Christiansborg. Så vi må se, hvad det her bringer, siger Henriksen.

I forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger skal regeringen og DF igen forsøge at finde frem til et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken. Altså en ny måde at se og tænke udlændingepolitik på. I dette tilfælde skal der fokus på hjemsendelse i stedet for integration af flygtninge.

Til Politiken siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S), at Socialdemokratiet ser positivt på eller ikke er afvisende over for en lang række af DF's udlændingestramninger.

- Det er et tegn på en ny retning fra Socialdemokratiets side, og hvis vi kan trække dem i vores retning, er det kun godt, siger Henriksen.

- At Socialdemokratiet ser positivt på og ikke er afvisende, kan fortolkes i alle mulige retninger, når man kommer hen til målstregen.

- Socialdemokratiet går et skridt i den rigtige retning. Men det er politik, og der er snart folketingsvalg, så man skal også læse det ind i den sammenhæng, siger DF'eren.

Politiken har fået adgang til regeringsnotatet "Hjemrejseprogram - flygtninge med midlertidig beskyttelse - Udkast".

Det er regeringen og Dansk Folkepartis udkast til et paradigmeskift i udlændingepolitikken. Socialdemokratiet kan se sig selv i de fleste af de i alt ni forslag.

Det møder kritik fra De Radikale, der kun vil pege på S-formand Mette Frederiksen som statsminister, hvis Socialdemokratiet gør sig uafhængig fra DF.

- Man skal aldrig være ked af, når man får kritik fra en radikal, siger Henriksen.

- Det skal tages som et klap på skulderen. Socialdemokratiet skal gøre sig umage for at få endnu mere kritik fra De Radikale, siger han.

Socialdemokratiet vil gerne med til forhandlinger om udlændingepolitikken, men det har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afvist i Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.