DF’s topstyring i jævn modvind

Dansk Folkeparti oplever, at mere ansvar til ordførerne giver mindre kontrol til partitoppen

KØBENHAVN:Dansk Folkeparti har i de seneste ti år haft enestående succes med at bygge et slagkraftigt og beregneligt parti på ruinerne af Fremskridtspartiet. Opskriften har været benhård topstyring, hvor en lille ledelse omkring Pia Kjærsgaard har fastlagt linjen og slået hårdt ned på et hvert tiltag til uro og uenighed. Siden 2001 har Dansk Folkeparti formået at holde balancen mellem at være et loyalt støtteparti for regeringen og samtidig gribe de mærkesager, der giver en klar profil. Det kræver en god politisk fornemmelse og et stort strategisk overblik, og begge dele findes i den tre mand store ledelse, hvor især Kristian Thulesen Dahl står for overblikket. Problemet er, at ledelsen trods alt ikke kan klare alt arbejdet alene. Derfor har en lille del af den 24 mand store folketingsgruppe hen over årerne fået lidt mere ansvar i takt med, at de har vist, at de kan klare det. Christian H. Hansen er blandt de mest selvkørende medlemmer og får lov til at styre sit eget område til en vis grad. Det har han gjort med stor succes indtil sagen om den manglende fødevarekontrol. Sagen lignede ellers den perfekt sag for Dansk Folkeparti og Christian H. Hansen var da også hurtig til at tage forbrugernes parti og pege på Lars Barfoed som skurken, men i sin iver gik han for langt. Derfor måtte Kristian Thulesen Dahl redde trådene ud med regeringen. Alt i alt et ikke alt for kønt forløb, hvor Dansk Folkepartis kraftige angreb på Lars Barfoed fusede ud i nærmest ingenting. Det havde dog været til at leve med, hvis ikke Christian H. Hansen i går til Berlingske Tidende havde kritiseret sin egen ledelse for at tage for meget hensyn til regeringen. Det er næsten uhørt i Dansk Folkeparti, at ordførerne ikke med det samme retter ind, og Kristian Thulesen Dahl mere end antyder, at Christian H. Hansens angreb hænger sammen med de stærke smertestillende piller, han får på grund af sine rygproblemer. Kritikken er dog ikke på nogen måder usammenhængende. Christian H. Hansen mener af et ærligt hjerte, at Dansk Folkeparti skulle have slået et større slag for fødevaresikkerheden, og netop derfor er kritikken farlig. Den rokker ved den skrøbelige balance, som Dansk Folkeparti har opbygget mellem hensynet til regeringen og rollen som vagthund. I andre partier ville en ordfører godt kunne overleve sådan en omgang, men i Dansk Folkeparti har linjen hidtil været, at ledelsen kræver total kontrol. Derfor er Christian H. Hansens politiske fremtid mere end usikker, omend partiet hurtigt kan komme til at mangle gode folk, hvis topstyringen kræver så markante ofre.