DF siger klart nej til at fjerne arveafgiften

Både Konservative og LA vil af med arveafgiften. Men DF afviser at bruge penge på det.

Et opgør med arveafgiften er den vigtigste prioritet til finanslovsforhandlingerne for regeringspartiet Liberal Alliance. Det fastslog finansordfører Joachim B. Olsen i et interview med Berlingske i maj.

Også regeringspartneren De Konservative vil af med afgiften, som partiformand Søren Pape Poulsen (K) har betegnet som en "dødsskat".

Men Dansk Folkeparti, der formentlig vil skulle lægge stemmer bag regeringens finanslov, siger nu klart nej til det forslag.

- Vi ser ikke reglerne om arveafgiften som et stort problem, siger formand Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med DF's sommergruppemøde i Sønderborg.

- Der er mange ting, der står før at fjerne arveafgiften. Det er et prioriteringsspørgsmål.

I 2017 fik staten ifølge Berlingske 4,5 milliarder kroner ind i afgifter på arv og gave.

En ægtefælle, der arver fra sin afdøde mand eller kone, betaler ikke arveafgift. Men arver man fra sine forældre eller bedsteforældre, skal man betale 15 procent til staten.

Arver man fra fjernere slægtninge såsom onkler og tanter eller personer, man slet ikke er i familie med, betaler man 15 procent i arveafgift og dertil 25 procent i tillægsafgift.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.