DF til at stole på?

I disse timer og uger forhandler Pia Kjærsgaard skattelettelser og finanslov med regeringen.

Ældreforhold 2. september 2007 20:06

Vil Pia K. være med til at støtte et SF-krav til finansloven om mere løn til medarbejderne i ældreplejen og dermed arbejde for et flertal uden om regeringen? SF har på linje med DF foreslået bedre løn i ældreplejen. SF foreslår 2000 kroner om måneden, fordi vi tror det kan være med til at skabe både større tilfredshed i arbejdet, større anerkendelse og prestige – og begynde den proces, som skal fastholde og rekruttere personale til ældreplejen. Det var også hovedkravet fra de strejkende social- og sundhedsmedhjælpere i forsommeren. De pegede ikke på skattelettelser. Spørgsmålet er nu: Vil DF nu sætte al sin prestige og regeringens liv ind på, at der sker noget. Eller er regeringens liv vigtigere end ældres vilkår? Der er nogle kommuner, der har taget sagen i egen hånd, og givet et løft til medarbejdere i ældreplejen. Det er godt, men det er de færreste kommuner, der har råd - og slet ikke efter gennemførelsen af en udgiftskrævende kommunalreform og dårlige kommuneaftaler – begge sager som DF har lagt navn og stemmer til. Anne Baastrup folketingsmedlem (SF), Frederikstadgade 1, København V.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...