DF tror ikke på aftale om topskat i år

Blå blok bliver ikke enig om en aftale om topskat inden nytår, siger DF's leder, Kristian Thulesen Dahl.

Regeringen mødes tirsdag med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til forhandlinger om finansloven for 2017. Foto: Scanpix/Keld Navntoft

Regeringen mødes tirsdag med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til forhandlinger om finansloven for 2017. Foto: Scanpix/Keld Navntoft

Regeringen får ikke sænket topskatten i en 2025-aftale inden nytår.

Det fastslår Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskød tidligere på ugen 2025-planen for at få finansloven på plads. Først bagefter forhandler blå blok planen. Liberal Alliance kræver topskatten ned inden nytår, ellers vælter de regeringen.

- Uenigheden er lige så stor, som den har været tidligere. Og det er lige så besværligt at tro, at man kan finde løsninger om denne gordiske knude om topskat, som det har været hidtil, siger Kristian Thulesen Dahl?

Spørgsmål: - Og det kan I ikke nå inden nytårsaften, som LA's leder, Anders Samuelsen, kræver?

- Det er ikke realistisk. Med mindre Anders Samuelsen har en ny holdning. Uenigheden er nøjagtig den samme i dag som for nogle uger siden, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis Samuelsen op til jul har den samme ultimative holdning til, at han skal have fem procent topskattelettelser hele vejen op, så er det lige så uløseligt som hidtil. Det er der ingen grund til at lægge skjul på, siger han.

Dansk Folkepartis formand afviser, at han kan udløse et folketingsvalg, hvis han står lige så stejlt som Anders Samuelsen.

- Vi går jo ikke i folketingssalen med et mistillidsvotum og vælter regeringen. Det er jo ikke os, der fremprovokerer et valg, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Men vi har den politiske holdning om topskat, som danskerne skal kende. De ved, at vi ikke inden nytår kommer til at lave en aftale, som sænker topskatten på fem procent hele vejen op. Det er soleklart.

DF skræmmes ikke af dårlige meningsmålinger efter stormen over tvivlsom brug af EU-tilskud, fastslår formanden.

- Vi kommer ikke til at ændre politik, fordi vi har været ude i en storm, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.