København

DF vil begynde togplan i Jylland

KØBENHAVN:Regeringen er klar til at investere milliarder i bedre togforbindelse fra København til Aalborg med en pendlertid på kun tre timer. I første omgang er det dog kun strækningen København-Odense, der skal klares, og det får Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, til at foreslå at begynde et andet sted. Og der er forskel, for mens rejsen fra København til Odense skal klares på en time senest i 2020, så vil turen videre til Århus først blive kortere "efter 2020", som der står. Til gengæld bliver der taget hul på turen mellem Aalborg og Hobro, som skulle blive 10 minutter kortere i 2018, og den plan er led i et større puslespil, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), som derfor ikke køber Dansk Folkepartis ide. - Det, der står i planen, er, hvornår man er helt i mål. Vi sætter et mål om en time mellem hver by, men det når vi ikke i et trylleslag. Det er jo ikke sådan, at det først er om 100 år, at vi skærer noget af tiden af mellem Århus og Aalborg, siger han. Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, er derimod helt med på at tage fat i nord. - Det er meget fornuftigt, for strækningen mellem Aalborg og Århus er den nemmeste, men lad os da tage begge steder og gøre det til en time både mellem København og Odense og mellem Århus og Aalborg, siger han.