DF vil bruge ekstra sundhedsmilliarder på akutberedskaber

Regeringen lagde fredag et aftaleudkast på bordet til sundhedsforhandlingerne. DF vil have flere penge.

Ritzau
Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke styret af en kalender eller en klokke i forhold til at lande en sundhedsaftale. Han er styret af, at indholdet skal være på plads, fortæller han fredag. (Arkiv).
Politik 15. marts 2019 16:54

KØBENHAVN: Dansk Folkeparti vil have to ekstra milliarder til sundhedsreformen, og pengene skal bruges på mere nærhed.

Det fortæller partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) fredag, efter at regeringen og Dansk Folkeparti er færdige med dagens sundhedsforhandlinger.

- Vi agter at bruge dem på at forstærke det nære i forhold til de akutberedskaber, der kan etableres rundt i Danmark, siger han.

Torsdag fortalte partiformanden, at de seks milliarder, som regeringen i sit udspil har lagt op til at bruge på den såkaldte Nærhedsfond, simpelthen ikke er nok.

Fonden indeholder blandt andet de penge, man sparer ved at nedlægge regionerne. De skal bruges til at bygge de nødvendige faciliteter, som kræves for at flytte opgaver fra sygehusene ud i de 21 nye sundhedsfællesskaber.

Thulesen Dahl vil have sundhedsvæsenet endnu tættere på danskerne.

- Jeg forestiller mig, at vi i forhandlingslokalet kommer til at sidde med et danmarkskort for at se, hvordan geografien bliver for den enkelte dansker med de sundhedsfællesskaber, der er lagt op til.

Formanden fortæller, at Dansk Folkeparti har angivet, hvor de to ekstra milliarder kan findes. Det er dog ikke noget, som han vil løfte sløret for fredag eftermiddag.

Regeringen kom til forhandlingerne med et aftaleudkast i hånden.

Ifølge finansminister Kristian Jensen (V) har Dansk Folkeparti fredag konkretiseret partiets holdning til forslagene.

- Det har været meget nyttigt. Det underbygger nemlig, at vi langt hen ad vejen er enige om, hvad der skal til for at få et sundhedsvæsen, der skaber mere nærhed og forståelse hos den enkelte patient, siger Kristian Jensen.

Kristian Jensen forstår godt Dansk Folkepartis ønske om flere penge.

- Det giver nogle flere muligheder for at designe sundhedsvæsenet fremadrettet mere effektivt, siger han.

- To milliarder er også en slags penge. Det skal vi have en afklaring af, hvordan det i givet fald finansieres.

Kristian Thulesen Dahl udelukker ikke, parterne kan blive enige om en aftale i næste uge. I så fald skal arbejdet dog gå rigtig stærkt, fortæller han.

- Nu handler det egentlig om, hvornår der er den politiske vilje. Men det kræver sommetider også lidt tid, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...