DF vil have kristendom i formåls- paragraf

Dansk Folkeparti vil ændre folkeskoleloven, fordi kristendommen er væsentlig del af kulturarv

KØBENHAVN:Det bør indgå i formålsparagraffen for folkeskolen, at eleverne skal stifte bekendtskab med de kristne traditioner. Det mener Dansk Folkeparti, som vil henvende sig til undervisningsminister Bertel Haarder (V) og muligvis også til forligskredsen omkring folkeskoleloven, med forslaget. DF's uddannelsesordfører, Martin Henriksen, siger til Ritzau, at skolens formålsparagraf i dag lægger vægt på, at eleverne får kendskab til dansk kultur og historie. - Men intet om kristendommen, selv om ingen kan være i tvivl om den rolle, som de kristne traditioner spiller inden for vores kulturarv. Dette bør også fremgå af den formålsparagraf, der meget overordnet fastsætter, hvilke rammer og værdier der skal indgå i undervisningen, tilføjer ordføreren. Martin Henriksen understreger, at der aldrig må blive tale om forkyndelse, som efter partiets opfattelse ikke hører hjemme i skolen. - Vi har ikke noget imod, at der bliver bedt fadervor, som jeg i øvrigt ikke opfatter som forkyndelse. Men Dansk Folkeparti vil aldrig stille krav om, at det sker. I øvrigt bør den enkelte skole stadig have frihed til at fastsætte, hvorledes børnene får det nødvendige kendskab til den kristne kulturarv, og også til at vurdere, hvordan betydningen og indholdet af fadervor formidles i undervisningen, understreger han. /ritzau/