Danmark

DF vil have undersøgt adoptioner

Sagen om den etiopiske pige Masho får Dansk Folkeparti til at kræve undersøgelse af hele adoptionsområdet.

DF vil have undersøgt adoptioner

Socialminister Karen Hækkerup (S) skal nu redegøre for adoptionsprocesserne i de lande, som danske forældre typisk adopterer børn fra.

Bag kravet står Dansk Folkeparti, der har kaldt ministeren i samråd, efter at TV2-dokumentaren "Adoptionens pris" mandag dokumenterede en række problemer i forbindelse med adoptionen af den etiopiske pige Masho.

- Det er dybt uacceptabelt, når eller hvis børn lokkes væk fra deres forældre, selvom disse er velfungerende, som det ser ud til at være tilfældet i sagen om Masho, siger Mette Hjermind Dencker, der er familieordfører for Dansk Folkeparti.

I TV2-dokumentaren så man blandt andet, at den fireårige etiopiske pige med hjælp fra adoptionsbureauet DanAdopt blev bortadopteret fra sine biologiske forældre, som hun ellers tilsyneladende havde det fint hos.

Masho blev adopteret af et dansk ægtepar fra Holbæk. Den lille pige kom imidlertid aldrig til at trives hos sin nye danske familie, der slutteligt gav op. Pigen bor nu på et dansk børnehjem.

Mette Hjermind Dencker kræver, at den danske stat hjælper Masho tilbage til Etiopien.

- Masho bør hjælpes hjem til sine biologiske forældre med støtte fra det danske samfund, siger hun.

Mette Hjermind Dencker håber, at en samlet gennemgang af sagerne kan afsløre, om der er flere børn, som bør sendes retur til de biologiske forældre.

- Det er fint, Karen Hækkerup selv siger, hun vil undersøge sagen, men hun bør være den første, der skrider til handling og får de fejlagtigt adopterede børn hjemgivet til deres forældre omgående, siger Mette Hjermind Dencker.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.