Danmark

DF vil lukke uddannelser på engelsk

Vil have stoppet uddannelser, hvor undervisning foregår på engelsk

DF vil lukke udannelser, hvor al undervisning foregår på engelsk. Arkivfoto

DF vil lukke udannelser, hvor al undervisning foregår på engelsk. Arkivfoto

DANMARK:Ord som yes, no og homework skal forbydes i de danske klasselokaler - eller præcis forvises til faget engelsk, hvis det står til Dansk Folkeparti.

Partiets uddannelsesordfører ønsker et stop for uddannelser, hvor al undervisning foregår på engelsk, skriver metroxpress.

- Hovedreglen må være, at undervisningen foregår på dansk på danske uddannelser. Selvfølgelig skal man undervise i fremmedsprog og have mulighed for en engelsksproget gæsteprofessor. Men uddannelser, der intet har med sprog at gøre, der foregår på engelsk, giver ikke mening, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Flere studerende

Engelsksprogede uddannelser er åbnet i flæng på landets videregående uddannelser de senere år. Ifølge et notat fra Uddannelsesministeriet er antallet af studerende optaget på engelsksprogede uddannelser steget med 58 procent fra 4.653 i 2009 til 7.376 i 2014.

DF mener, at et forbud mod engelsksprogede uddannelser vil sætte en stopper for de godt 30.000 udenlandske statsborgere, der sidste år fik dansk SU på en dansk uddannelse.

Formanden for Danske Erhvervsakademier, Niels Egelund, er modstander.

- Det vil efter min bedste overbevisning være at skyde sig i foden. For det første har vi haft engelsksprogede uddannelser siden 1992 - og så er det noget, mange danske unge ønsker, fordi det giver mulighed for at læse i udlandet, siger han.

S og EL ryster på hovedet

Socialdemokraterne og Enhedslisten ryster på hovedet.

- Det giver ingen mening at lukke om os selv. Det, at danskere kan fremmedsprog, skaffer indtægter til Danmark, der jo netop kan betale uddannelserne, siger Jeppe Bruus (S), mens Enhedslistens Rosa Lund kalder forslaget ’fuldstændig gakket’.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.