DFU tæt på at lægge sag an mod videokunstner

KØBENHAVN:Kampagnegruppen Defending Denmark sender onsdag et åbent brev til Dansk Folkepartis Ungdom (DFU). Brevet opfordrer ungdomsorganisationen til at tage ansvar for, at medlemmer har gjort grin med profeten Muhammed under et sommermøde i stedet for at gemme sig bag beskyldninger om, at Defending Denmark har iscenesat tegnekonkurrencen. Samtidig er DFU ifølge formanden nu kun et telefonopkald fra at lægge sag an mod Martin Rosengaard Knudsen, der optog videoen. - Situationen er nu så optrappet, at Martin Knudsen ikke skal slippe godt fra at sætte verden i brand. Han skal tage ansvar, og det kommer han også til i retten. Vi skal lige have talt med en advokat, men det er meget, meget sandsynligt, at han kommer i retten, siger DFU-formand Kenneth Kristensen. /ritzau/