DG-revyen 2005 lokker med haremsdamer og lokal revykunstner

DRONNINGLUND:Plat humor til samfundskritiske tekster, masser af dans, kast og høje løft, krydret med god musik og sang samt flot lyssætning er lidt af opskriften på årets revy på Dronninglund Gymnasium. Et halvt hundrede elever har med tre lærere udviklet denne revy, der som en ekstra ingrediens har den lokale Niels Ole Hassingboe med på scenen for at give et lokalt løft. Revyen henvender sig til borgere i de tre kommuner, Sæby, Dronninglund og Hals, og der er arbejdet lige siden august, hvor de egentlige scene- og kostumeprøver har været koncentreret over tre weekender. - Det er så heldigt, at alle tre lærere underviser i dansk, så nogle af teksterne har gjort det ud for en stil. Så der er virkelig blevet knoklet fra elevernes side, fortæller Anita Seerup. Dronninglund Gymnasium har tre store forestillinger: revyen, skuespillet og musicalen. Revy er ekstra sej at få "over rampen", da aktørerne ikke kan gemme sig bag noget, og eleverne har derfor lagt ekstra krop og sjæl i arbejdet. Og hvor er så den røde tråd? - En af teksterne handler om kampen om midten med Mogens Lykketoft, og det lykkedes skam også at få skrevet Ritt Bjerregaard ind, fortæller Anita Seeberg. Fri fortolkningsret Så er der "Jørns sang" om den senmoderne familie, og de mange tv-shows får én på hatten i en parodi, og i de ca. 20 numre kommer man også lige over en jødisk lirekassemand. Revyen hedder "Hvor gør mågen", så en central figur er naturligvis en måge (udstoppet), som viceskoleinspektør Per Bech til sidst finder på scenen og får bundet den røde sløjfe. Det lyder som en revy skal lyde - lidt langt ude og alligevel meget tæt på. Mågen er naturligvis en metafor, og der er fri fortolkningsret af alle tekster. Enkeltvis eller i sammenhæng. Fra scenen lyder det, at man også godt kan lægge en dybere mening i revyen. Der har gennem mange år været fulde huse til gymnasiets forestillinger, og selvom elever og familie fylder godt op, er der tradition for, at mange uden for skolen kommer. Der spilles i aften, torsdag og fredag fra kl. 19.30. Anita Seerup har sammen med Alla Aagaard og Gitte Snebang været praktiske grise, idet eleverne selv har haft ansvaret for, at revyen skulle lykkes.