EMNER

DGI efterlyser mere klar lovgivning

NØRRESUNDBY:Hos DGI forstår man godt frustrationerne hos Nørresundby Kvindegymnastikforening (NKG). DGI har netop afgivet høringssvar til kulturminister Brian Mikkelsens lovforslag om pædofiliattester for ansatte og frivllige i foreningslivet. Her efterlyser DGI mere information. - Vi står alle i samme situation og venter på at få svar på de spørgsmål. Hvor tæt skal man være på børn for at få udfærdiget en attest? Det har vi ikke fået besked på. Og hvordan forholder man sig til det, hvis en person viser sig at være tidligere dømt for pædofili? Hvordan handler man i forhold til forældrene? Den slags spørgsmål har vi gjort opmærksom på i vores høringssvar, fortæller Kommunikationschef hos DGI, Anne Maria Dohm. - Vi vil gerne vejlede vores foreninger, men her er vi lige så uvidende, som de er. Anne Maria Dohm har dog et råd til foreningerne. - Få lavet en adfærdspolitik, hvor I finder ud af, hvordan I vil omgås hinanden. Hvad er ok, og hvad skal vi holde øje med hos børn. Det er også godt at snakke med forældrene om emnet, anbefaler kommunikationschefen. Kulturministerens lovforslag blev torsdag kritiseret for at være sjusket. Det skal nu behandles igen, men ministeren håber, at loven stadig kan træde i kraft 1. juli som planlagt.