DGI vil straks undersøge hul i halgulv

Ejeren af Idrætshallen på Østre Allé fik for to uger siden en tømrer til at gennemgå håndboldbanen

Med no­get, der min­der om en fe­ber­red­ning, re­pa­re­re­de mål­mand Tho­mas Ves­ter­ga­ard gul­vet, da det kol­lap­se­de midt un­der en kamp. Der­for blev der også i går spil­let hånd­bold i hal­len. Foto: Ajs Smed Niel­sen

Med no­get, der min­der om en fe­ber­red­ning, re­pa­re­re­de mål­mand Tho­mas Ves­ter­ga­ard gul­vet, da det kol­lap­se­de midt un­der en kamp. Der­for blev der også i går spil­let hånd­bold i hal­len. Foto: Ajs Smed Niel­sen

AALBORG:Der er risiko for, at de håndboldspillere, der anvender Idrætshallen på Østre Allé i Aalborg, må finde andre baner at spille på - i hvert fald for en tid. Det kan blive konsekvensen af, at et lille stykke af hallens gulv lørdag eftermiddag gav efter og bogstaveligt talt forsvandt under en håndboldspillers fødder. - Vi er selvfølgelig kede af det, der er sket. Og det er klart, at når gulvet går i stykker, så er det ikke godt. Tidligt mandag morgen vil vi kigge på gulvet - og viser det sig at være uforsvarligt, skal der naturligvis ikke spilles håndbold på gulvet, siger Svend Lindahl, der igennem sit job som konsulent i DGI Nordjylland har været med til at føre tilsyn med Idrætshallen. Det er DGI, der ejer hallen, og ifølge Svend Lindahl efterser organisationen løbende hallen for eventuelle fejl. - Gulvet bevæger sig, og for 14 dage siden havde vi et tømrerfirma ude at reparere gulvet på steder, hvor der kunne opstå problemer. Vi havde derefter en formodning om, at gulvet var i orden, siger Svend Lindahl og fortsætter: - Med sine 43 år er Idrætshallen Aalborgs ældste hal, og det bærer den også præg af. Men funktionsmæssigt synes jeg, at den fungerer. Lynreparation Selv om gulvet kollapsede midt under en håndboldkamp - der efterfølgende blev aflyst - var man alligevel i stand til at genoptage lørdagens håndboldprogram. Thomas Vestergaard, der er målmand på Aalborg HKs hold i 3. division - og uddannet tømrer - løb nemlig hjem og hentede et stykke gulv og noget værktøj, hvorefter han reparerede gulvet, så der igen kunne spilles håndbold på banen. Men mandagens inspektion skal altså afgøre, om det fortsat er forsvarligt at bruge banen.