DHF beder DIF undersøge mulig matchfixingsag

Dansk Håndbold Forbunds ledelse har videregivet sagen med BSV og Sønderjyske til DIF's matchfixingsekretariat.

Ledelsen i Dansk Håndbold Forbund (DHF) har videregivet sagen med BSV og Sønderjyske til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) matchfixingsekretariat.

DHF forklarer på sin hjemmeside, hvorfor sagen nu skal undersøges nærmere af DIF.

- Som det fremgår i dagens udgave af dagbladet BT, er der i forbindelse med udfaldet af kampen mellem Skanderborg Håndbold og Sønderjyske i Herreligaens sidste spillerunde i grundspillet lørdag den 1. marts overført 15.000 kroner fra Bjerringbro-Silkeborgs spillerbødekasse til Sønderjyskes spillerbødekasse.

- Et forhold, begge implicerede klubber efterfølgende har beskrevet på deres respektive hjemmesider, lyder det fra DHF.

På et møde i DHF's ledelse onsdag formiddag er det blevet besluttet at følge de retningslinjer, DHF har vedtaget i forhold til forbundets adfærdskodeks vedrørende matchfixing og anden uetisk adfærd.

- Her fremgår det, at alle sager af ovennævnte karakter videregives til behandling i matchfixingsekretariatet under Danmarks Idrætsforbund, og så længe den behandling pågår, har Dansk Håndbold Forbund ikke yderligere kommentarer, oplyser DHF.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.