DI glæder sig over, at EU sparer på energien

Nyt energisparedirektiv i EU bliver en løftestang for hele erhvervslivet og skaber masser af job, mener DI.

DI glæder sig over, at EU sparer på energien

En ny energispareaftale giver masser af job.

Derfor er der glæde i Dansk Industru (DI), efter at det nu endelig er lykkedes EU's klima- og energiministre at vedtage et direktiv, der gør brugen af energi mere effektiv.

Når direktivet er omsat til lovgivning i de enkelte lande, vil effekten være, at EU-landene tilsammen kan nedsætte energiforbruget med cirka 17 procent i 2020.

Aftalen ventes at blive underskrevet EU's energiministre fredag på et møde i Luxembourg.

- Direktivet vil give fornyet fokus og dynamik til arbejdet med energibesparelser i hele EU. Det er til gavn for energiforbrugere, for den grønne industri, for forsyningssikkerheden og for klimaet, siger Hans Peter Slente, branchedirektør i DI Energibranchen.

Direktivet indeholder mange elementer. Blandt andet pålægges medlemslandene at energirenovere statslige bygninger, og de nationale energiselskaber skal fremover forpligtes til at gennemføre energieffektivisering hos deres kunder.

Direktivet bliver dermed en løftestang for hele erhvervslivet - både de energiforbrugende virksomheder og dem, som leverer grønne løsninger.

- Vi har mange virksomheder i Danmark, der kan levere løsninger til de energiproblemer, som mange af EU-landene står med.

- Vi er langt fremme i Danmark, og vi har derfor rigtig gode muligheder for at sælge vores viden og produkter til de øvrige lande, siger Hans Peter Slente.

/ritzau/