DI kræver mere fokus på vækst fra vismænd

Vismændene har for meget fokus på at sikre balance i finanserne og for lidt på at skabe vækst, mener DI.

DI kræver mere fokus på vækst fra vismænd

Hvor er vismændenes forslag til vækst og reformer? Sådan lyder spørgsmålet fra industriens organisation DI efter torsdagens rapport fra de økonomiske vismænd.

Hos DI mener man, at de økonomiske eksperter holder fokus for meget rettet mod de offentlige finanser og for lidt på forslag, der kan sætte gang i ny vækst.

- Det svarer til blot at se på, hvordan man kan få balance i sit husholdningsbudget og ikke se på mulighederne for at øge indtægterne, siger Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI.

Han mener, at den store udfordring er at genskabe de mange arbejdspladser, der er gået tabt i den private sektor. Derfor opfordrer man vismændene til fremover at have mere fokus på mulighederne for at skabe mere vækst.

- Vismændene ser i deres analyse desværre bort fra, at alt for mange danskere i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet og lever af offentlig forsørgelse, siger Karsten Dybvad.

I organisationen Dansk Erhverv mener man, at afgiftstrykket på virksomhederne skal lettes, for eksempel ved at sænke selskabsskatten, sådan som Sverige er i færd med.

Dansk Erhverv deler vismændenes opfattelse af beherskede vækstudsigter for Danmark. I modsætning til vismændene er man i Dansk Erhverv holdt op med at håbe på en "ketchupeffekt", der med et slag kan sætte rigtigt gang i privatforbruget.

Desuden ærgrer man sig over, at regeringen vil afskaffe boligjobordningen. Det vil ifølge vismændene gå ud over vækst og beskæftigelse i 2013, og det er Dansk Erhverv enig i.

Man anbefaler også her at kigge til Sverige.

- Der er et kæmpe vækst- og beskæftigelsespotentiale i boligjobordningen, som realiseres lige ovre på den anden side af Øresund, siger Jens Klarskov, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst