Udland

DI: Nyt EU-budget er ikke ambitiøst nok

DI kritiserer EU-budgettet for at være uambitiøst i forhold til at skabe vækst og nye arbejdspladser i Europa.

DI: Nyt EU-budget er ikke ambitiøst nok

Udfaldet af EU's budgettopmøde er langt fra tilfredsstillende og vil hverken skabe den fornødne vækst eller nye arbejdspladser.

Sådan siger Dansk Industri (DI)'s administrerende direktør, Karsten Dybvad, efter at de europæiske statsledere er nået til enighed om et nyt budget for de kommende år.

- Der skal en helt anden viljestyrke til, hvis Europa skal blande sig i selskabet af verdens vinderregioner, siger Karsten Dybvad.

- DI havde derfor gerne set, at statslederne på EU-topmødet i langt højere grad havde prioriteret penge til forskning og innovation og ikke mindst penge til ny infrastruktur inden for transport, energi og kommunikationsteknologi, fortsætter han.

Politikerne har blandt andet afsat 13 procent af EU-budgettet til at skabe vækst og styrke konkurrenceevnen.

Selvom stats- og regeringscheferne har vist økonomisk ansvarlighed ved for første gang at reducere størrelsen af EU-budgettet, er de politiske prioriteter uambitiøse, lyder det fra Karsten Dybvad.

- Det er uforståeligt, at medlemslandene ikke har modet til at lægge et budget, som kan skabe den vækst og de arbejdspladser, Europa har så hårdt brug for, siger Karsten Dybvad.

Et af de helt store indbyrdes slagsmål stod mellem Storbritannien, der krævede et så lille budget som muligt, og Frankrig, som ville bevare så meget EU-støtte til de franske landmænd som muligt.

Efter at medlemslandene er blevet enige, skal aftalen nu til forhandling i EU-Parlamentet, hvor flere af de fremtrædende politiske profiler på forhånd har udtrykt stor skepsis over for det kompromis, der tegnede sig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst