DI om ny aftale: Helt på plads med kompensation

Politisk direktør i Dansk Industri hilser ny kompensationsaftale, der udvider økonomisk hjælp, velkommen.

Konsekvenser af seneste udmelding fra regeringen <i>Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix</i>

Konsekvenser af seneste udmelding fra regeringen Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Med en ny politisk aftale udvider regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier de i forvejen aftalte kompensationsordninger.

Politisk direktør i Dansk Industri Emil Fannikke Kiær hilser aftalen velkommen. Dog kommer aftalen samtidig på "en rigtig ærgerlig baggrund," mener han.

- Dele af erhvervslivet er enormt hårdt ramt og har svært ved at drive forretning, siger han.

- Så derfor synes vi i Dansk Industri og erhvervslivet, at det er helt på sin plads, at der sker en eller anden form for kompensation, når man ikke kan drive forretning.

Fra søndag træder en række nye coronarestriktioner i kraft. De skal bremse den stigende coronasmitte i samfundet.

Restriktionerne betyder blandt andet, at restauranter må lukke for mad og drikke tidligere end i dag. Sidste udskænkning skal senest ske klokken 22 i barer, restauranter og caféer.

Disse steder skal så lukke klokken 23 til 05. Og i det hele taget vil der være forbud mod salg af alkohol bredt efter klokken 22 og før klokken 5.

Desuden kommer der i den kommende tid arealkrav, når der eksempelvis skal handles ind eller købes julegaver i butikker.

Med den nye aftale er det muligt for virksomheder, der rammes af tiltagene, at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 procent af deres faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig.

Det mener Emil Fannike Kiær "som udgangspunkt" er positivt. Det er dog ifølge ham samtidig "vigtigt at holde fast i", at der ikke er tale om en 100 procent kompensation.

Virksomheder kan også gøre brug af lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.

Den politiske direktør siger også, at virksomhederne "langt fra bliver 100 procent kompenserede" i den såkaldte trappemodel.

- Der er lavet en trappe, så hvis man har en omsætningsnedgang på for eksempel 30 procent, så giver det kun 40 procent kompensation af de omkostninger, man egentlig har, siger Emil Fannikke Kiær.

- Og der tror jeg, det er vigtigt, at man kigger lidt på denne her trappemodel og sørger for, at de her virksomheder får en højere grad af kompensation.

Hos Dansk Erhverv kvitterer man for, at aftalen er kommet hurtigt på plads.

- Og fremadrettet er det vigtigste overhovedet, at restriktioner bliver hævet lige så snart, det er forsvarligt og dermed muligt.

- For lige nu er situationen kulsort, flere står på kanten og har tæret på opsparing og stiftet gæld, og derfor må de hårde restriktioner ikke vare en dag længere end nødvendigt, siger Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.

De nye restriktioner gælder frem til 17. januar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.