DI savner ambitioner for digitalisering af velfærd

Dansk Industri savner konkrete mål og højere ambitioner i regeringens plan om at digitalisere velfærden.

DI savner ambitioner for digitalisering af velfærd

Dansk Industri efterlyser flere forpligtelser og højere ambitioner i regeringens store såkaldte digitaliseringsstrategi, der frem mod 2020 skal få maskiner og computere til at blive en del af den offentlige velfærd.

Regeringen fremlagde planen mandag, og den fremhæver mere end 30 punkter, hvor alt fra selvvaskende toiletter til spiserobotter, der kan made borgerne, skal være med til at frigøre penge til såkaldt "kernevelfærd".

Og selve tanken om at sætte skub i en digitalisering af velfærden bakkes varmt op af Dansk Industri.

- Der er ingen tvivl om, at de velfærdsteknologiske løsninger spiller en nøglerolle, når det handler om at få skabt en moderne offentlige sektor, som leverer mere - men fylder mindre, siger branchedirektør Tom Togsverd fra DI Itek.

- Derfor bør regeringen, regionerne og kommunerne sætte endnu højere ambitioner for, hvordan de digitale løsninger kan bruges til at modernisere vores offentlige sektor, siger han i kommentar til strategien.

Dansk Industri opfordrer til, at man sætter håndfaste mål for digitaliseringen.

- Hvis regeringen, kommunerne og regionerne fører strategien ud i livet, kan vi bringe Danmark helt frem i front, når det handler om at få nye, smartere digitale løsninger ud til skoleelever, patienter og borgere, siger Tom Togsverd og fortsætter:

- Nu gælder det om, at strategien bliver fulgt op med kontante forpligtelser og håndfaste efterspørgsler på konkrete løsninger, så virksomhederne får grundlag for at investere i at udvikle dem.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst