Journalistik

Dialog i praksis

Man tager 16 journalister og redaktører, halvdelen muslimer, halvdelen ikke-muslimer. I et døgn anbringes de under samme tag. Formål: At praktisere dét, som i flere måneder gang på gang i alle mulige sammenhænge er fremhævet som selve løsningen på Muhammed-krisen. Dialog. Uranienborgveien 2 i Oslo er et elegant to etagers palæ fra 1887. Lige over for kongeslottet ligger det. Her har været privatbolig, danseskole, sovjetisk ambassade og tysk ambassade, men siden 2000 har ytringsfriheds-institutionen Fritt Ord ejet og beboet stedet. Og frit er ordet netop denne søndag middag, hvor pressefolk med nordisk klingende navne som Arne, Eva og Ingeborg tager plads om bordet sammen med Ashraf, Maher, Imad og en række andre kolleger. En af de første, der beder om ordet, er en ældre palæstinensisk journalist, der i 30 år har boet i London og arbejdet for blandt andet BBC: - Jeg elsker karikatur-tegninger. De får os til at smile og kan ofte sige meget mere end mange ord. Havde det bare været Osama bin Laden, Jyllands-Posten viste, havde det været fint nok. Men at tegne profeten med en bombe - det krænkede mig og min tro. Han føjer til, at de veluddannede i den arabiske verden godt ved, at man i Vesteuropa har pressefrihed, og at beslutningen om at bringe tegningerne alene er redaktørens. - Men de allerfleste andre borgere opfatter offentliggørelsen som udtryk for, at sådan anskuer alle i Danmark muslimer. Og reaktionen har måske været ekstra voldsom, fordi de nordiske lande hidtil har haft et entydigt positivt ry i den arabiske verden, siger han. Da en egyptisk journalist med base i Cairo lidt senere skal give kollegerne fra Norden sin forklaring på, at det er gået, som det er, lyder hans konklusion: - I ved ikke ret meget om, hvad vi tror og tænker. Er det slet og ret manglende viden, der er kernen i det hele? Det er helt tydeligt - også ud fra diskussionerne i mødets pauser - at der i den arabiske verden verserer flere teorier. Én er, at Jyllands-Posten trykte tegningerne af politiske grunde for at støtte USA. En anden, at muslimske ekstremister udnyttede sagen til at gå på gaden og aktionere for en dagsorden, der intet har med tegningerne at gøre. Men gang på gang vender diskussionen tilbage til, at vi ved for lidt om hinanden. Og at dét ikke mindst kan være et problem, når nu vi lever i en verden, hvor informationer spredes lynhurtigt. Uens vilkår En norsk journalist foreslår - for at gøre hinandens læsere klogere på, hvordan verden anskues fra andre verdensdele - at aviser i Norden og Mellemøsten udveksler artikler. Ville din avis ikke gerne bringe den slags? spørger hun redaktøren for en libanesisk avis. Han lader forstå, at det kan han ikke svare ja eller nej til. Man må tale med avisens ejere. - Hvem er det? spørger den norske journalist, der ikke så let giver op. - Det ved jeg ikke, svarer den libanesiske redaktør. Nordmanden gør intet for at skjule, at hun ikke tror sine egne ører: - Du vil da ikke ha’ os til at tro, at du ikke ved, hvem der ejer din avis, siger hun. Hans svar antyder, at avisen ejes af forskellige politiske grupper, og at et arrangement som det foreslåede nok også ville skulle cleares med myndighederne. Pressens vilkår i de to verdensdele er kort sagt ikke ens (og man fornemmer, hvorfor Anders Fogh Rasmussens første melding om, at han ikke kunne gribe ind over for Jyllands-Posten, i denne del af verden, hvor regeringer blander sig flittigt i mediernes redigering, kun kunne udlægges sådan, at han ikke ville). Nogen aftale om udveksling af artikler kommer der i hvert fald ikke ud af ordvekslingen i Oslo. På muslimernes vegne Til gengæld kommer der andre bud på, hvad medierne - de nordiske altså - kan gøre for at give et mere dækkende billede af virkeligheden. Ét råd, som flere muslimske journalister giver deres kolleger, er at undlade at bruge imamer så flittigt som kilder. Uanset om han er uddannet eller ej til imam-jobbet, er imamen, lyder det, først og fremmest én, som menigheden vælger til at lede bønnen. Islam opererer ikke med biskopper eller paver - den enkelte muslim er ansvarlig direkte over for profeten. Så imamen har ikke noget mandat til at tale på vegne af “muslimerne”. - Og, bliver det sagt, i øvrigt får man tit et skævt billede af, hvad Europas 20 millioner muslimer står for ved at spørge imamen. Muslimer med mere moderate holdninger har i reglen arbejde og derfor alt for travlt til at lade sig udpege til imamer! At en af de mest fremtrædende imamer i Danmark tilmed hedder Laban, har næppe gjort indtrykket af de skæggede herrer mere positivt, noterer en dansk journalist. De arabisk-talende forstår ikke helt problemet - for på arabisk betyder laban yoghurt! En norsk redaktør vedkender sig imidlertid, at der er et problem med valget af kilder: - Da bomberne eksploderede i London, gik vi pr. refleks til norske imamer for at få en kommentar. Det kan jeg godt se er forkert. Men det skyldes altså også, at der indtil nu har været meget få andre repræsentanter for det muslimske samfund i Norge, og at de få, der er, har været svære at få kontakt til. Han - og andre - konkluderede, da de 24 timer gik på hæld, at der måske trods alt kan komme noget godt ud af sagen, fordi den tvinger journalister i Europa til i højere grad end før at tænke over, hvad de gør, og hvordan de gør det. Dét er langt at foretrække for alle de tanker om international regulering fra samfundets side, som er dukket op i Muhammed-krisens kølvand, var pressefolkene alle enige om. - Journalister skal være ansvarlige over for læserne, ikke over for nogen som helst regering, fastslog Muhammad Chebarro, der er chef for den arabiske tv-station Al-Arabiyas London-redaktion. Han mener, at de fleste regeringer - uanset hvilken verdensdel vi taler om - prøver at præge mediernes indhold og derfor bestemt ikke skal have længere tøjr end nu: - I Bagdad kaldte myndighederne mig under Golf-krigen ind og bad mig meget direkte rapportere på en “ansvarlig måde”. Siden kom jeg til London, hvor den britiske regering i begyndelsen af Irak-krigen kaldte de arabiske korrespondenter sammen og bad os gøre præcis det samme. Nu var det blot koalitionen, jeg skulle behandle “ansvarligt”. Muhammad Chebarro er en af de unge muslimske mediefolk, der qua sin baggrund har forudsætning for at forstå både ”dem” og ”os”. Han tror slet ikke, vi skal være så kede af Muhammed-sagen. For den kan få pressefolk i begge verdensdele til at tænke sig mere om - og medierne til at blive bedre, mener han. En af de andre ved det runde bord er Shada Islam. Hun er muslim af pakistansk herkomst, spansk gift, bosat i Belgien og chef for det tyske telegrambureau DPA’s EU-redaktion - og dermed et eksempel på et globaliseret menneske anno 2006, som det kan være vanskeligt at sætte i bås: - I Bruxelles spørger de tit, hvorfor jeg som muslimsk kvinde ikke går med tørklæde. Men det gør alle muslimske kvinder altså ikke. Vi rider heller ikke allesammen rundt på kameler i ørkenen - selv om det er sådan, medierne ni ud af ti gange illustrerer artikler om muslimer! Søren Wormslev er samfundsredaktør på NORDJYSKE Medier og samtidig vicepræsident i International Federation of Journalists. Han deltog i dialogmødet i Oslo i sidstnævnte egenskab.