Hospitaler

Dialog og debat om sygehusene

- Dialog er bedre end krig, konkluderede folketingsmedlem Birgitte Josefsen, som afslutning på debatmødet i weekenden på privathospitalet i Skørping, som hun var mødeleder for.

Formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen, afprøver en af sengene under rundvisningen på privathospitalet. Privatfoto

Formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen, afprøver en af sengene under rundvisningen på privathospitalet. Privatfoto

Debatmødet var arrangeret af Patientforeningen. Debatten blev indledt af Patientforeningens formand, Villy O. Christensen, Næstved, der beklagede at penge og politik kom før patienterne. Debatmødet havde samlet et halvt hundrede deltagere. I panelet sad ud over Villy O. Christensen også tidligere sundhedsminister Arne Rolighed, Marian Geller, viceborgmester i Aalborg og regionsrådsmedlem, advokat Svend Aage Helsinghoff, Århus, og Privathospitalets adm. direktør Sanne Nørgaard. Villy O. Christensen gik ind for at staten overtager sygehusene, da regionerne har spillet fallit. Det var Arne Rolighed ikke enig med ham i. - Men vi skal gøre det bedre, sagde han, og pegede på, at man kunne tømme adskillige tusinde hospitalssenge ved en bedre indsats for de ældre, medicinske patienter.