Dialogen der løb af sporet

Internt i Venstre er de rygende uenige om, hvorvidt en af partiets basale værdier - dialogen - også betyder, at man skal tale med ekstremister. Sidst det var på dagordenen endte det i et uskønt katteslagsmål mellem V-ministrene Jespersen og Røn

Rystelserne varede i lang tid efter det historiske gruppemøde i Venstre tirsdag d. 18. november. Dagen, hvor velfærdsminister Karen Jespersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech som to hunkatte røg i pelsen på hinanden, efter at Karen Jespersen på forsiden af Jyllands-Posten kritiserede strategien for antiradikalisering af unge. En strategi, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs ministerium havde lagt mange kræfter i. Og hvor en overrumplet folketingsgruppe tog parti for Karen Jespersen og på skift meldte ud, at selvfølgelig skal der være grænser for dialog, og at man ikke skal tale med ekstremister som for eksempel Hizb-ut-Tahrir. Og hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen efterfølgende gav begge ministre en historisk skideballe for at skændes i al offentlighed. Selvom alle har travlt med at lægge episoden bag sig, dukker den nu op til overfladen igen. I den kommende uge forventes regeringens antiradikaliserings-strategi at komme op på regeringens ugentlige koordinationsudvalgsmøde. Her skal inderkredsen af ministre og statsministeren så tage stilling til, om blandt andet dialog med ekstreme muslimske grupperinger hører hjemme i en effektiv handleplan for, hvordan man bekæmper radikalisering blandt unge. Når ministrene har godkendt oplægget, skal det præsenteres i folketingsgrupperne hos Venstre og De Konservative. Og her håber blandt andre Eyvind Vesselbo, som er medlem af Integrationsudvalget for Venstre, at der vil blive mulighed for debat. - Det kunne jo sagtens tænkes, at der er ting, som gruppen har bedre bud på, eller som flertallet ikke er enig i, som han udtrykker det. Det store spørgsmål er, hvor meget folketingsmedlemmerne får mulighed for at pille ved oplægget, efter at embedsmænd fra syv ministerier har brugt de seneste to måneder på møjsommeligt at fjerne knaster og diskutere formuleringer i kølvandet på ministerslagsmålet. Et sted, hvor den endelige strategi givetvis også ventes med stor spænding er på Kontoret for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering, der i dagligdagen hører under Integrationsministeriet. Kontoret blev sidste år nedsat for netop at stå i spidsen for hele arbejdet med at forebygge radikalisering blandt unge. Interviewet forsvandt Kontorets chef Hanne Stig Andersen var i princippet den første til at opfordre til dialog med ekstremistiske grupper. I et interview lavet af Integrationsministeriets egne pressefolk allerede i maj sidste år gav Hanne Stig Andersen udtryk for, hvorfor det er vigtigt for kontoret at være i dialog med alle - også ekstremistiske grupper som Hizb-ut-Tahrir. Men da statsministeren gik ud for at bilægge ministerstriden, slog han samtidig fast, at kontoret ikke skal i dialog med Hizb-ut-Tahrir. Nu er kontorchefens interview derfor fjernet fra hjemmesiden, og da Stiftstidende forsøger at få kontorchefen i tale, henviser hun i stedet til ministeriets pressechef, som i klare vendinger fortæller, at Hanne Stig Andersen har lagt den sag bag sig, og at hun ikke har mere at tilføje. Samt at hendes interview er blevet fjernet fra hjemmesiden for at undgå yderligere misforståelser. Emnet er uden tvivl delikat i øjeblikket - ikke blot i de involverede ministerier, hvor embedsmænd i månedsvis har forsøgt sig som mæglere, men også i Venstres gruppe, hvor adskillige venstrefolk afviser at medvirke i denne artikel. Den slumrende konflikt Egentlig lå det slet ikke i kortene, at hele antiradikaliserings-strategien skulle føre til de store dramaer. Hverken i Venstre eller hos De Konservative havde der været synderlig stor interesse internt i grupperne omkring embedsmandsudvalgets arbejde, og de konklusioner de nåede frem til i juni 2008. Kun ganske få pip, som aldrig rigtig fængede. Først et halvt år senere - den 18. november bryder dramaet løs. Netop da stod embedsmandsrapporten ifølge kilder tæt på at skulle behandles på regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Derved kunne rapportens 41 punkter, som blandt andet omfattede en dialogsøgende kurs over for ekstreme grupperinger og muslimske studiegrupper i fængslerne, meget hurtigt ende som et udtryk for regeringens linje. Det ændrede sig dog brat, da Karen Jespersen på forsiden af Jyllands-Posten kaldte flere af forslagene for ”foruroligende”, og hun mente helt grundlæggende, at rapportens fokus var for snævert, og at flere af forslagene byggede på den opfattelse, at det stort set kun er terrorister, der er radikale muslimer. Ifølge Karen Jespersen var problemet, at de radikale muslimer om fatter langt bredere miljøer, der måske ikke støtter terror, men er ekstremistiske i deres holdninger. Om dialog sagde Karen Jespersen sagde til Jyllands-Posten: ”Man kan godt tale med repræsentanter for disse miljøer. Men man skal gøre sig helt klart, at der ikke bliver tale om partnerskaber, samarbejde eller indflydelse. Den grænse bliver slet ikke trukket i handlingsplanen.” Hun advarede også mod, at ukritisk dialog pludselig kan føre til, at Danmark samarbejder med mennesker, der modarbejder danske værdier. I Foghs fravær Timingen var perfekt. Venstres Landsmøde var netop overstået, og Fogh var i Afrika for at lægge sidste hånd på Afrika-Kommissionens arbejde – noget han nødigt ville forstyrres i. Historien eksploderede på Christiansborg. For journalisterne var det en god historie at to højtprofilerede ministre stødte frontalt sammen. Udenfor Venstres gruppemøde samme dag var opbudet af presse også massivt. Inde bag den dobbeltforede dør sad gruppen. Karen Jespersen var der, men Birthe Rønn Hornbech - som i øvrigt normalt er Karen Jespersens sidekammerat i gruppen - var fløjet til Rom samme dag. Der gik et stænk panik i gruppen, husker flere kilder som Stiftstidende har talt med. På trods af at mange slet ikke havde læst embedsmændenes rapport blev debatten hurtigt meget ophedet, stemningen var nærmest manisk og folk sagde ting, som lå langt fra, hvad Venstre og de selv plejer at stå for i dagligdagen, husker en. Birthe Rønn Hornbech, der på det tidspunkt var underlagt spekulationer om, at Fogh snart ville udskifte hende, fik ikke megen opbakning. Da mødet sluttede, stod det klart, at der var stort flertal for at støtte Karen Jespersen. I Venstre gjorde man, hvad man kunne for at undgå at tingene udviklede sig mere katastrofalt, end de allerede havde gjort. Og da integrationsordfører Karen Ellemann efter gruppemødet gik ud i TV2 News og forsøgte at gyde olie på vandene ved at sige “at de to ministre slet ikke er så uenige”, blev hun efterfølgende nærmest ført væk af to mandlige ansatte fra Venstres pressetjeneste. Ikke flere interviews. Venstremedlemmet Britta Schall Holberg var ikke selv til stede på gruppemødet, men undrer sig over hele forløbet og Venstres efterfølgende udmeldinger, som hun fulgte på sidelinjen. - Jeg forstår ikke, at Karen Jespersen gik i medierne på den måde og angreb en ministerkollega, og jeg kan godt se, at gruppen ikke kunne reagere anderledes, for striden skulle jo stoppes hurtigt. Men jeg synes, det er forkert på den måde at melde ud, at der er folk, man ikke vil snakke med. Jeg har i høj grad været venstremand hele mit liv på grund af, at Venstre har været et liberalt parti, som ikke har været bange for at gå i dialog med andre, siger hun og henviser til, at vi i Danmark netop undgik uroligheder under det store EU-topmøde i 2004, fordi politichefen Kaj Vittrup førte en tæt dialog med de autonome hele vejen igennem. En strategi, som han vidt og bredt blev rost for efterfølgende, påpeger hun. Eyviyvind Vesselbo mener heller ikke, at det var kønt, det der skete på gruppemødet. - Gruppen blev tvunget til at tage stilling meget sort-hvidt, og det var med til at skævvride debatten. Det var et meget overraskende forløb og slet ikke noget, vi er vant til i Venstre. Vi er opdraget til at bakke regeringen op, men hvordan gør man det, når en minister angriber en anden, siger Eyvind Vesselbo. Moralske tømmermænd I dag forlyder det, at flere har moralske tømmermænd over det der blev sagt på gruppemødet og den meget utvetydige opbakning til Karen Jespersens holdninger. Et af de umiddelbart mere håndgribelige resultater af mødet var, at man i Venstre valgte at nedsætte et antiradikaliserings-udvalg, hvor blandt andre formanden for Folketingets Integrationsudvalg Karsten Lauritzen, Eyvind Vesselbo, integrationsordfører Karen Ellemann og også Karen Jespersen sidder. Efter de to første møder blev det besluttet, at også Venstres gruppeformand Hans Christian Schmidt og politisk ordfører Inger Støjberg, der traditionelt tilhører Venstres ‘strammerfløj’ skal deltage i møderne. Det bliver pludseligt svært at få kalenderne til at matche. Siden er der ikke blevet holdt flere møder i udvalget. Eyvind Vesselbo ser gerne, der kommer gang i arbejdet igen, så udvalget har en chance for at vurdere det, ministrene bliver enige om i koordinationsudvalget. - Vi skal snarest have holdt et møde igen, fastslår han. I Muhammeds skygge Det er ikke første og næppe heller sidste gang, at man i Venstre tørner sammen i et principielt slagsmål om forholdet til den muslimske verden. Allerede under Muhammedkrisen brød den interne uenighed ud i lys lue om, hvorvidt Muhammed-tegningerne var tegn på ytringsfrihed eller mangel på respekt for muslimske følelser. Kort sagt om hvor langt man skal gå i kampen for danske værdier, og i hvor høj grad dialog er et brugbart redskab i den forbindelse. Og der er klare grænser for dialog, mener mange venstrefolk, blandt andre Malou Aamund. - Dialog er en helt naturlig måde at løse problemer på, men at sige at vi også skal være i dialog med Hizb-ut-Tahrir og andre der ligger uden for rækkevidde, det mener jeg ikke, vi skal - simpelthen fordi vi ikke skal være med til at legitimere dem. Der går grænsen, siger Malou Aamund, der også oprindeligt deltog i Venstres antiradikaliserings-udvalg. Ifølge Eyvind Vesselbo er sagen i bund og grund et udtryk for, i hvor høj grad Venstre er villig til at sælge ud af arvesølvet: - Jeg håber ikke udfaldet bliver i strid med liberale principper som frihed, globalisering, åbenhed og lige præcis dialog. Denne proces er netop en prøveklud for, hvor vi skal trække grænsen i forhold til Dansk Folkeparti for at bevare vores grundværdier. Det er derfor denne sag er så vigtig, og det er derfor, vi skal turde bide fra os, siger han. Britta Schall Holberg er enig i, at man er inde og pille ved fundamentale værdier i Venstre. - Jeg håber virkelig, at tiden har arbejdet for en mere nuanceret tilgang til spørgsmålet om dialog, siger hun.