Diamantbryllup

Inger og Ernst Pedersen. Foto: Privat.
Inger og Ernst Pedersen. Foto: Privat.

Opdateret kl. 12:30

Fredag 24 marts kan Inger og Ernst Pedersen fejre 60 års bryllupsdag.

Da Inger og Ernst mødte hinanden var de henholdsvis pige i huset og karl ude på landet. De fandt hurtigt ud af at deres fremtid skulle bygges op om at drive landbrug. Først forpagtede de en gård i Vester Hassing, og i 1963 fik de egen jord under neglene på et husmandssted ved Visborggård. På det tidspunkt havde de fået to drenge, og i Visborg kom der endnu en dreng og en pige til. Senere fulgte så børnebørn og oldebørn.

Det var et gæstfrit hjem, hvor alle følte sig meget velkommen i de frie rammer. Inger og Ernst havde først malkekvæg, senere fedekvæg og svineproduktion. Ernst havde frilandsgrise før det blev moderne, og var i det hele taget ikke bange for at kaste sig over noget nyt inden for landbruget.

Ved siden af landbruget havde Inger arbejde i køkkenet i forsamlingshuset. Senere havde hun gennem mange år arbejde på Visborggård plejehjem.

Da Inger og Ernst nåede pensionsalderen holdt de ikke op med at drive landbrug, men slog over på at fede kalve op, da svineproduktion i mindre målestok var penge lige ud af lommen.

Som pensionister fik de nu tid til at rejse rundt i Europa sammen med gode venner fra Dansk Familiebrug.

For tre år siden solgte de gården og flyttede til Hadsund. Her nyder de tilværelsen med et stadigt godt helbred, hvor Inger nyder mange gåture sammen med andre pensionister.

Ernst læser en masse bøger og passer desuden sit hønsehold i haven. Dagen fejres i Vive forsamlingshus sammen med familie og venner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden