Teater

Dickens med humor

To nye ansigter i Vendsyssel Teaters genopsætning af succesforestilling

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ebenezer Scrooge (Donald Andersen) i sin glade ungdom.

- Jeg kan godt lide, at der er humor ind over, siger skuespiller Anne Hauger. Hun sidder i Vendsyssel Teaters garderobe og venter på, at hun skal på scenen. Vendsyssel Teater begyndte mandag prøverne på genopsætningen af Charles Dickens klassiker Et Juleeventyr. Anne Hauger er oprindeligt vestjyde - født i Ribe - men bor nu i København, hvor hun for et halvt år siden fik tilbudt en hel række roller i Vendsyssel Teaters muntre udgave af Charles Dickens klassiker Et juleeventyr. Hun har været på turné med Mungo Parks "Opsang", en ungdomsmusical, som i øvrigt har gæstet Hjørring Teater i år. Dickens er mildt sagt noget helt andet. - Det er rart at prøve noget andet og så tage udenfor København. Forestillingen er virkelig sjov. Jeg kan godt lide, at man ikke griber en klassiker an på den helt klassiske måde, siger Anne Hauger. Flere roller Robin Haslund Buch er også ny i år, men han har et helt særligt forhold til Et Juleeventyr. Han har nemlig kreeret forestillingens koreografi, så han skal nu prøve sin egen "medicin" under de mange musiknumre, som er indlagt i stykket. Han spiller ligesom Anne Hauger en række mindre roller i forestillingen - blandt andre julehader Ebenezer Scrooges muntre nevø, som nærmest bliver smidt på porten, da han inviterer sin onkel på julemiddag. - Glædelig jul? Jeg har ikke hørt noget så tåbeligt, siden "Morgenstund har guld i mund", hvæser den pengegriske onkel - igen spillet af Donald Andersen. - Det er da en udfordring at blive kastet ind i en forestilling. Det er bare med at få det lært, siger Robin Haslund Buch. Robin Haslund Buch forventer dog ikke problemer med manuskriptet. - Det er snarere "logistikken". De mange indstillinger - hvem, der skal stå hvor - der er sværest, siger Robin Haslund Buch. Anne Hauger er enig. - Vi skuespillere "husker med kroppen". Pludselig kan Hanne Laursen sige: - nej, du skal den anden vej omkring mig. Hun kan mærke, hvordan det var i fjor, siger Anne Hauger. Også i år kan man på scenen opleve Hanne Laursen, Jørgen Bing, Hans Holtegaard, Kresten Andersen Andreas Mørch og Peter Schrøder. Sidstnævnte har instrueret løjerne, som i fjor blev et tilløbsstykke. Repremieren er 25. november og forestillingen spiller til 17. december.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst