Brønderslev

Diddl-bytteri trak mange piger til

BRØNDERSLEV:Diddl-ting er den helt store dille. Især hos piger. I Fætter BR i Algade i Brønderlev er afviklet en byttedag med Diddl-effekter. Omkring 50 børn mødte op med deres Diddl-ting, og de ønskede at bytte ting til andre ting, som de ikke havde i samlingen. Ringbindene, som pigerne mødte med, var fyldt med brevpapir, notesblokke og andre effekter med motiv af den populære mus Diddl, der i øvrigt kan fejre 12-års fødselsdags til august. Der findes inden for Diddl brevpapir, blokke, postkort, stickers, samlefigurer, krus, bamser, tøj og meget meget mere, og de er blevet det store samlerobjekt. Er der et stykke papir man ikke har, er det målet at få det i samlingen. Det var elev hos Fætter BR, Marie Louise Østergaard, der stod bag Diddl-byttedagen. - Denne aktivitet er en del af min fagprøve, fortæller Marie Louise Østergaard, der nu skal lave en rapport om Diddl-byttedagen. - Jeg skal være færdig 22. maj, og 10. juni skal jeg forsvare min opgave, fortæller Marie Louise Østergaard, der går på handelsfagskolen i Odder. Hun kan derefter kalde sig butiksassistent med speciale i legetøj. - Jeg har da planer om at gentage Diddl-byttedagen, hvis jeg vender tilbage til Fætter BR, siger Marie Louise Østergaard. Otte-årige Clare Lindgaard Larsen og 10-årige Signe Lindgaard Larsen har begge samlet på Diddl-ting i fem år, og de har en meget stor samling. - Diddl-tingene er bare så søde. Det begyndte med, at vi fik en blok af min mor, fortæller Clare Lindgaard Larsen. Signe Lindgaard Larsen: - Siden fik vi nogle ting gratis af vores fætter. På byttedagen fik de mange ting, som de ikke havde i deres ellers meget store samling. Marie Louise Østergaard fortæller, at der er et pænt salg af Diddl-ting, men hvor stor omsætningen er, kan man ikke oplyse i forretningen.