Museer

Dieselos på havnemuseet

Seniorerne var i overtal, da Asaa Havnemuseum i går holdt sommerens første aktivitetsdag

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I gennem mange år som fisker har Hans Martinsen bødet sine garn. I dag gør han det dog kun for museumsgæsternes skyld.

asaa: Tuk-tuk-tuk. Luften var fuld af lyden af gamle fiskekuttere, dieselos og harmonikamusik ved Asaa Havnemuseum i går. Museet slog dørene op til den første af sommerens to aktivitetsdage, og på programmet var blandt andet en udstilling af gamle motorer. Den lokkede publikum til, og især mændene hyggede sig med at nærstudere de gamle motorers arbejde. Om det var udstillingens skyld eller andre omstændigheder, der gjorde det, kan Ole Bruun, formand for Støtteforeningen for Asaa Havnemuseum ikke sige, men udstillingen appellerede – at dømme ud fra de fremmødte – især til det ældre publikum. – Der kommer da også børnefamilier – og der har lige været tre unge tyskere her forbi. Men ellers er det godt nok mest de ældre, som kommer her i dag, siger han. Garvet garnbøder Ved en gammel jolle sad 84-årige Hans Martinsen meget af dagen og arbejdede med et fiskenet. Med garvede bevægelser reparerede han hul for hul i garnet. Arbejdet var dog kun for gæsternes skyld. – Det er jo ikke noget, man gør længere. I dag bruger man ikke tid på den slags, siger han. Hans Martinsen har dog selv, fra han var lille, bødet mange garn. – Jeg sad tit sammen med min far om vinteren og arbejdede på den måde, fortæller den pensionerede fisker. Aktiviteter giver flere gæster Formålet med aktivitetsdagene er at skabe lidt ekstra liv på museet. – Vi gør det både for turisternes og lokalbefolkningens skyld. Der kommer altid mange flere på museet sådan en dag, siger Ole Bruun. Museumsleder Arne Hjelm er da også tilfreds med dagens besøg. – Vi ender nok på omkring 150-200 gæster. Det plejer vi i hvert fald at gøre. siger han. Arne Hjelm har allerede ideer til, hvordan arrangementet kan gøres bedre til næste aktivitetsdag 9. august. – Der skal gerne være lidt flere aktiviteter. Og så vil vi forsøge at få kræmmermarkedet til at flytte her over ved siden af os, siger han. – Jo tættere tingene ligger på hinanden, desto flere besøger begge steder.