DIF-formand tror på dansk succes i OL-kvalifikation

Dansk ishockey har en historisk chance for at kvalificere sig til OL, og i DIF er der tro på succes.

7. februar 2013 08:00 - Opdateret 7. februar 2013 08:01

DIF-formand tror på dansk succes i OL-kvalifikation

I aften klokken 20 skøjter det danske ishockeylandshold på isen i Vojens til den første af tre OL-kvalifikationskampe.

Aftenens modstander er Ukraine, der må forventes at være den svageste af de tre nationer, Danmark i denne uge skal op mod i forsøget på at indløse billet til vinter-OL i Sochi i 2014.

Danmark, Ukraine, Hviderusland og Slovenien kæmper om en billet til OL.

Med hjemmebane i OL-kvalifikationsturneringen har Danmark de bedst tænkelige vilkår, og i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) tror på man på historiens første danske deltagelse i den prestigefyldte OL-ishockeyturnering.

- Danmark har en unik mulighed for at komme til OL for første gang nogensinde.

- Hjemmebane med kæmpe tilskueropbakning og en placering som nummer 12 i verden taler for, at det lykkes denne gang, siger DIF-formand Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

Hvis det lykkes danskerne at indløse billet til legene om et år, håber formanden på, at det vil smitte positivt af på danskernes interesse for at spille ishockey.

- Det vil være fantastisk at få ishockey med på det danske OL-hold. Herhjemme vil ishockeysporten få stor eksponering og forhåbentlig vil det også betyde nye medlemmer i klubberne, siger Niels Nygaard.

Ud over aftenens kamp mod Ukraine, spiller Danmark fredag mod Slovenien og søndag mod Hviderusland.

Også de danske ishockeykvinder er i kamp i denne uge, men de spås ikke de store chancer for at få fingre i en OL-billet.

Kvinderne spiller i Slovakiet mod værtsnationen, Norge og Japan. Også her kæmper de fire nationer om en enkelt OL-billet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...