DIF klager over Alex Rasmussen-udsættelse

Formanden for Danmarks Idræts-Forbund, Niels Nygaard, har klaget over CAS's udsættelse i Alex Rasmussen-sagen.

19. juni 2012 16:38 - Opdateret 19. juni 2012 16:38

DIF klager over Alex Rasmussen-udsættelse

Danmarks Idræts-Forbund har klaget over, at den internationale sportsdomstol (CAS) har udsat afgørelsen i appelsagen om cykelrytteren Alex Rasmussen til den 6. juli.

DIF-formand Niels Nygaard har skrevet en mail til CAS for at markere, at udsættelsen er stærkt uheldig for den danske OL-satsning i 4000-meter holdforfølgelsesløb på bane.

Her er Alex Rasmussen en del af satsningen.

- Tillad mig venligst som formand for Danmarks Idræts-Forbund at udtrykke min dybe bekymring og skuffelse over denne udsættelse, skriver Niels Nygaard i brevet til CAS.

Alex Rasmussen blev i november sidste år frifundet af dopingnævnet under Danmarks Idræts-Forbund, efter at han tre gange havde forbrudt sig mod whereabout-systemet.

Frifindelsen blev dog anket af den internationale cykelunion (UCI).

- Når man tænker på, at høringen fandt sted den 16. maj, mener vi, at det ikke er fair over for atleten og hans holdkammerater, at afgørelsen i sagen ikke kan forventes før den 6. juli, skriver Niels Nygaard.

DIF-formanden gør opmærksom på, at CAS udmærket er klar over, at sidste frist for at indlevere navne til OL er den 9. juli.

- Vi beder derfor CAS om venligst at fremskynde annonceringen af dommen i denne sag, skriver Niels Nygaard.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...