DIF om 2012: Det har været et godt dansk sportsår

Danmarks Idræts-Forbund (DIF) ser med stor glæde tilbage på 2012, som bød på 108 internationale medaljer.

DIF om 2012: Det har været et godt dansk sportsår

108 medaljer ved OL, de paralympiske lege, VM og EM blev udbyttet for dansk idræt i 2012, og det er OL- og elitechef i Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Jesper Frigast Larsen, ganske fornøjet med.

- Når danskerne ser tilbage på sportsåret 2012, så er det klart, at det er OL, som springer i øjnene. Og med god grund. I London leverede de danske atleter over en bred kam fornemme præstationer.

- Det blev til ni medaljer og dermed det sportsligt bedste OL i over 60 år. Når det er sagt, så har danske atleter også markeret sig stærkt ved PL, VM, EM og diverse andre internationale konkurrencer.

- Det har været et rigtig godt sportsår, som samtidig lover godt for fremtiden i dansk eliteidræt, siger Jesper Frigast Larsen i en pressemeddelelse.

23 specialforbund har stået for de 108 medaljer. Det er faktisk 16 medaljer færre end i 2008, hvor 30 specialforbund vandt 124 medaljer for Danmark

- I 2012 vandt Danmark 16 færre medaljer end i 2008. Til gengæld er mange af medaljerne i 2012 vundet i idrætsgrene, hvor den internationale konkurrence er benhård.

- Det netop overståede VM i svømning, hvor Danmark med 10 medaljer bliver tredjebedste nation - kun overgået af USA og Kina - er et glimrende eksempel på en idrætsgren, hvor konkurrencen næppe bliver meget hårdere, men hvor danske atleter virkelig viser klassen på den internationale scene, siger han.

Mens DIF har noteret sig 108 internationale medaljer, så har Team Danmark fået det til 88 medaljer i 2012. Men det skyldes, at ikke alle specialforbund i DIF er med i Team Danmark-regi.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.