DIF: Restriktioner har fysiske og mentale konsekvenser

Morten Mølholm Hansen har forståelse for restriktioner, men faldet i den fysiske aktivitet er bekymrende.

Morten Mølholm Hansen er bekymret over konsekvenserne af nye restriktioner.

Morten Mølholm Hansen er bekymret over konsekvenserne af nye restriktioner.

KØBENHAVN:På onsdag træder en række nye restriktioner i kraft for at dæmpe coronasmitten i Danmark, og det rammer også idrætten.

Indendørsidrætten i 38 af landets kommuner lukkes ned, og resten af idrætten i disse kommuner vil være ramt af restriktioner i form af et forsamlingsforbud på 10 personer.

Det har store konsekvenser, pointerer direktøren i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Morten Mølholm Hansen, i en pressemeddelelse.

- Jeg håber inderligt, at smittetallene med de nye tiltag kommer til at falde, så restriktionerne også på idrætsområdet igen kan lempes.

- For den fysiske aktivitet kommer til at falde markant nu, og det får både nogle fysiske og mentale konsekvenser, som bekymrer mig dybt, siger Morten Mølholm Hansen.

Han har dog stor forståelse for, at idrætten må omfattes af de nye restriktioner.

- Når skoler, ungdomsuddannelser og private virksomheder lukkes ned, så skal idrætten selvfølgelig også bidrage til at vende den udvikling, vi desværre ser i øjeblikket, siger DIF-direktøren.

De særlige restriktioner i de 38 kommuner gælder foreløbigt indtil 3. januar.

Den professionelle idræt er undtaget, så den fortsat kan afvikles med de restriktioner, som gælder for denne.

I eksempelvis fodboldens Superliga må 500 personer samles i forbindelse med en kamp.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.