DIF til atleter: Rejs kun ud til det mest nødvendige

Atleter bør kun rejse ud til de allervigtigste turneringer eller træningslejre, mener Danmarks Idrætsforbund.

Danske atleter bør kun flyve mod sydlige himmelstrøg, når det er mest nødvendigt, mener DIF. (Arkivfoto)

Danske atleter bør kun flyve mod sydlige himmelstrøg, når det er mest nødvendigt, mener DIF. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det kan være fristende at forlade det danske vintermørke og rejse ud på træningslejre eller til turneringer. Og for mange sportsudøvere er det ligefrem en del af jobbeskrivelsen.

Men i den kommende tid bør de danske atleter kun rejse ud, når det er allermest nødvendigt.

Det har Danmarks Idrætsforbund (DIF) skrevet til sine forbund i en foreløbig anbefaling, efter at Udenrigsministeriet fredag farvede hele verden rød.

De nye rejsevejledninger betyder, at alle rejser - også erhvervsrejser - frarådes.

Og det bør også indgå i overvejelserne hos forbund og atleter, mener DIF-direktør Morten Mølholm Hansen.

- Idrætsudøverne skal kun tage ud til det, som de føler er meget nødvendigt. Det kan være afgørende turneringer i forhold til OL-kvalifikation. Eller træningslejre, der er afgørende, hvis de skal have en chance for at gøre sig gældende til OL, siger han.

- De skal tænke over, hvilke steder de tager hen, og hvem de blander sig med.

- Man skal måske ikke - hvad ved jeg - tage til et mesterskab eller på træningslejr med en masse briter i øjeblikket, lyder det fra Morten Mølholm.

De nye rejsevejledninger er kommet, et stykke tid efter at en britisk og mere smitsom variant af coronavirusset er konstateret i Danmark.

DIF er i dialog med myndighederne for at komme nærmere en forståelse af, hvad de nye vejledninger mere konkret får af betydning for sporten. Derefter vil man opdatere sine anbefalinger.

Fredag understregede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) dog, at håndboldlandsholdet betragtes som "en serviceydelse, så de er undtaget og kan tage af sted og kæmpe på Danmarks vegne" ved det forestående VM i Egypten.

Efter et 2020, hvor et hav af stævner blev aflyst eller udsat, er der meget, der skal nås i 2021. Det gælder blandt andet kvalifikationen til OL i flere sportsgrene, og mange er derfor afhængige af at rejse ud.

- Som udgangspunkt er det vejledninger og anbefalinger. Ikke deciderede forbud. Men vi følger generelt myndighedernes linje.

- Men det nytter heller ikke noget, at vi fuldstændig blokerer for, at vores sportsfolk kommer ud i verden, hvis det er ekstremt vigtigt for dem i forhold til at kvalificere sig til OL eller få en ordentlig træningsforberedelse til OL eller andre store mesterskaber, siger Morten Mølholm.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.