Diget er bare en rigtig dejlig højskole

BUNKEN:Eleverne på det lange kursus, som i disse dage slutter på Diget - Højskolen ved Skagen, er meget begejstrede både for skolen, lærerne og ikke mindst den spændende natur, der omgiver højskolen i Bunken. Højskolen har haft en del elever fra de østeuropæiske EU-lande, og for de elever blev der lavet en særlig linie. - Vi åbnede også det lange kursus med sundhedslinien og natur- og friluftllinien, mens kunstlinien blev sat på stand-by, fortæller konstitueret forstander Nina Skovbo. - Det har været en udfordring med nye elever fra østeuropa med nye linier og med at undervise på dansk og engelsk samtidig. Vi har måttet gå på vejen, mens vi fandt ud hvordan, og det har været energikrævende og spændende. Og vi har fået meget igen og har oplevet et meget positivt fællesskab mellem både danske og østeuropæiske elever på Diget, siger Nina Skovbo. - Jeg valgte friluftslinien og har nydt at lære om blandt andet naturens svampe. Vi har overnattet ude i naturen, cyklet rundt i området og har været på rideture. Vi har i det hele taget været meget ude i naturen, og det har passet mig glimrende, men jeg har også nydt alle andre fag blandt andet de kreative, som har været fællesfag, fortæller Hans Greve, der kommer fra Århus. Bente Sperling Pedersen fra Aalborg valgte også friluftslinien, og det var der en god grund til. - Jeg besluttede at søge optagelse på Diget for at give mig selv chancen for at være på højskole. Et 28 årigt langt arbejdsforhold var slut efter, at stress var begyndt at suge kræfterne ud af mig. Jeg fik aftalt en fratrædelsesordning, og jeg kom på højskolen Diget her i Bunken, som jeg kendte fra to korte kurser tidligere. -Jeg har hentet utrolig meget energi her på skolen sammen med nogle dejlige mennesker og ude i den pragtfulde natur. Det er godt at komme et sted uden at være sat i bås på forhånd og komme et sted, hvor man ikke kender hinanden. - Jeg har tænkt på at få mig en alternativ sundhedsuddannelse og begyndte da også på sundhedslinien på Diget, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gerne ville ud i naturen, og så var det ikke noget problem at skifte linie. Jeg nåede dog at få noget grundviden om fysiologi og anatomi, siger Bente Sperling Pedersen. Adrienn Sarkozy fra Ungarn har også nydt opholdet i Bunken. - En studievejleder fortalte mig om muligheden for at studere og lære i Danmark. Jeg er meget interesseret i økologi og ville gerne have erfaring fra et land med nær tilknytning til naturen, og Diget er et dejligt sted med pragtfuld natur. - Det er lidt svært at kommunikere, når man kun kan engelsk, og mange af de andre østeuropæiske elever er fra Polen. Det gør det lidt kompliceret, men det er da gået meget godt, fortæller hun.