Digital kaffe
Kommunen orienterede om NemID og digital post

Arrangementet Digital Kaffe gjorde deltagerne lidt mere trygge ved den digitale fremtid. Foto: Flemming Dahl Jensen Flemming Dahl Jensen
AABYBRO:Verden bliver mere og mere digital, og det er det ikke alle borgere, der er trygge ved. Derfor inviterede Jammerbugt Kommune til digital kaffe på Café Rohde i Aabybro.
Formålet var at fortælle om NemID, digital post og andre digitale løsninger, fortæller Kristina Bakmann fra Jammerbugt Kommune. Invitationen opfordrede også deltagerne til at tage deres NemID med, så de kunne prøve nogle af de mange digitale løsninger online.
En af dem, der havde taget mod tilbuddet, var Solvejg Nielsen fra Aabybro.
- Jeg har jo en computer, men er ikke nogen ørn. Nu har jeg da en ide, om, hvor jeg kan henvende mig, hvis jeg har brug for hjælp, sagde hun med henvisning til, at Kristina Bakmann fortalte deltagerne, at de altid kan henvende sig i Borgerservice, hvis de har brug for digital hjælp.
Palle Frank fra Aabybro er ikke helt ueffen bag computeren. Alligevel er han ikke i tvivl, at det er vigtigt at følge med. Han synes derfor ideen med digital kaffe er god, siger han. - Før kunne man jo bare tage telefonen, men sådan er det bare ikke mere, siger han.
Jammerbugt vil i fremtiden lave lignende arrangementer, og de vil ligeledes være ude af huset, siger Kristina Bakmann.
- Det handler om, at vi gerne vil møde borgerne, der hvor de er, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.